Humanitær organisation 


Bookmark Den Danske Klub i Torre del Mar

Gør Den Danske Klub til din startside

 

 Tilbage til Arkiv

 
Klubbens sekretær, Bente Søberg, vil starte en ny humanitær organisation i klubbens rammer:
 


Kære medlemmer
Bente SøebergVores udmærkede sekretær, Bente Søberg, som dels er dejlig at se på – det kræver blot at man kaster et blik – og som dels har et stort hjerte, har undfanget en sympatisk, humanitær idé.

Hun vil hjælpe de nye og ældre medlemmer, som på den ene eller den anden måde er kommet i klemme i systemet. Først og fremmest i sundhedssystemet.

D.v.s. Bente vil skabe en organisation, som kan hjælpe alle disse medlemmer, som måske er helt uden spanskkundskaber, især hvis de kommer i den situation, at de pludselig befinder sig på det lokale hospital uden mulighed for at kommunikere med læger og sygeplejersker. Eller i andre lignende situationer. Her er det af uvurderlig betydning, at man kan støtte sig til et andet dansk menneske, som kan tale sproget, og som i det hele taget kan levere én den psykologiske hjælp, man har behov for i situationen.

Endvidere vil Bente udstrække hjælpen til disse medlemmer til en vis form for hjælp i huset under sygdomsperioden, f.ex. ved hundepasning under indlæggelsen m.m.

Til brug for at udføre disse opgaver har Bente brug for hjælp. Naturligvis gerne fra medlemmer, som taler sproget og som kan kommunikere med læger, sygeplejersker på hospitalet eller andre steder. Foreløbig består organisationen kun af Bente og undertegnede, som fik lyst til selv at gøre en indsats, da jeg for nylig var indlagt på intensiv afdeling og havde fornøjelsen af at lukrere på Bentes uselviske arbejde.

Men der er brug for mange flere. Og det behøver ikke at være spansktalende. Til de mange små sidejob, der opstår i forbindelse med en sygdomsperiode, vil der være brug for folk, som er indstillet på at gøre en indsats i sygdomsperioden.

Der er hængt en liste op på tavlen, hvor folk, som kunne tænke sig at gøre en indsat kan skrive sig på. Vi håber på en stor tilslutning. Der vil herefter blive afholdt en slags stiftende generalforsamling, hvor jobbene vil blive delt ud.

Denne indsats overfor sygdom, som jo kan ramme alle uden varsel, vil være organisationens første opgave,  den vil iflg. Bente blive fulgt op af mange andre, hvor man vil hjælpe nye og gamle medlemmer med problemer af den ene eller anden art, man kan løbe ind i ved sin immigration til Spanien.

I tilfælde, hvor problemerne vil være af en sådan art, at de overstiger organisationens evner, vil man henvise til professionel hjælp, således at intet nyt eller gammelt medlem i klubben, skal føle sig ladt i stikken.

Det er en stor opgave, Bente således har påtaget sig, men ikke mindre prisværdig. Jeg synes, vi alle skulle udtrykke vores tak til Bente for initiativet – og helst ved at skrive sig på listen – om indsatsen, man kan yde er stor eller lille.

Ønsker man flere oplysninger om projektet, kan man henvende sig hos Bente.

webmaster

 

 


| Den Danske Klub i Torre del Mar |
| Calle Piragua 2 | bloque Las Arenas |
| Apdo. 300 | 29740 Torre del Mar (Málaga) |