Skatteforhold
 


Bookmark Den Danske Klub i Torre del Mar

Gør Den Danske Klub til din startside


Skattepligt i Spanien
Om man efter endelig fraflytning fra Danmark og opnåelse af opholdstilladelse i Spanien skal betale skat af sin indkomst i Spanien eller Danmark, afhænger af indkomstens art. 

For at opnå skattefritagelse i Danmark mod at påtage sig skattepligt i Spanien skal man henvende sig til skattevæsenet (La Hacienda) i bopælskommunen og få afstemplet den formular, "Bopæls- og skatteforhold", man har medbragt fra Danmark, og som er nævnt i afsnittet Fraflytte Danmark. Det er muligt, la Hacienda først vil underskrive formularen, når man kan dokumentere, at man har opholdt sig 183 dage af et kalenderår i Spanien. Såfremt man på det tidspunkt har opnået Certificado de Registro (tidligere Tarjeta de recidencia) vil det være en udmærket dokumentation. Skattepligten til Spanien træder i kraft fra 1. januar i det pågældende kalenderår.

OBS! Pr. juni 2007 er der opstået en ny situation f.s.v.a. private pensionsopsparinger (udbetalinger fra ratepensioner og livrenter o.l.). Det sker som en direkte udløber af en dom af 31. januar 2007 ved EF-domstolen, som tillader skattefradrag (i Danmark) for indskud til pensionsordninger i andre EU-lande (læs om lovforslaget her). Som følge heraf vil Danmark af Spanien kræve beskatningsretten til alle private pensionsordninger, som har givet indbetaleren fradrag i Danmark, hvilket kan medføre en beskatningsprocent på op mod 60 af udbetalingerne. Dette vil medføre en ændring af den gældende dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Spanien, en ændring som kræver samtykke af begge parter. Men såfremt Spanien ikke vil acceptere ændringen, er den danske skatteminister bemyndiget til at opsige aftalen i sin helhed. Det vil i givet fald være et meget alvorligt skridt, som Danmark i så fald tager. Fremtiden vil vise, hvad det ender med. Foreløbig er det en meget alvorlig trussel for de danske pensionister i Spanien med private pensioner. Læs en artikel om emnet fra Berlingske Tidende den 29.06.07 her.
PS OBS! Det af skatteminister Kristian Jensen den 10.10.07 fremsatte lovforslag vedr. dansk beskatning af pensioner er bortfaldet p.g.a. folketingsvalget 13.11.07, men det vil sikkert hurtigt blive genfremsat.
PPS
28.11.07 er der fremsat et nyt forslag fra skatteministeren om ændring af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Spanien vedr. beskatning af danske pensioner. Pensioner efter de gamle regler kan igangsættes indtil 31.01.08. Læs om forslaget på Solkysten her

Når blanketten er behørigt stemplet og underskrevet af den spanske myndighed, sendes den til fraflytningskommunen i Danmark, og man vil herefter blive fritaget for dansk beskatning af de indkomstarter, som dobbelbeskatningsaftalen mellem Danmark og Spanien giver ret til. Skattepligten til Danmark ophører fra fraflytningsdatoen. Såfremt man har problemer med at dokumentere datoen p.g.a. ovennævnte forhold med "Bopæls- og skatteforhold"-attesten, må man dokumentere på anden måde. Kravene kan variere meget fra kommune til kommune i Danmark.

Det er et kompliceret område. Her skal efterfølgende kun gives nogle få vejledende, generelle anvisninger.

SKATLæs om emnet på "Skats" hjemmeside www.skat.dk (søg evt. på "dobbeltbeskatning"). Man kan hente alle nødvendige blanketter på "Skats" hjemmeside. OBS! Told & Skat blev pr. 1/11 2005 fusioneret med de kommunale skatteforvaltninger. Det nye navn er SKAT. Hjemmesiden hedder www.skat.dk. Det nye navn og logo indføres gradvist på SKAT's hjemmeside, i trykte materialer samt på skilte og bygninger.

For at opnå skattefritagelse fra Danmark skal man som udgangspunkt have opgivet sin bolig i Danmark, hvilket man skal kunne dokumentere. Man kan bevare et sommerhus, såfremt det ikke er et kamufleret helårshus. 

GODE NYHEDER TIL EFTERLØNNERE PR. 1/7 2000: Efterlønsmodtagere, der ønsker at nyde deres otium under sydens sol, får fra den 1. juli bedre muligheder for at føre deres drøm ud i livet. Efter halvandet års tovtrækkeri med EU-komissionen vil den danske regering ophæve kravet om, at efterlønnere skal være bosat indenfor landets grænser. Fremover kan efterlønnere slå sig ned i et hvilket som helst EU- eller EØS-land - d.v.s. EU-land samt Norge, Schweitz, Island og Liechtenstein. M.h.t. beskatningsretten til efterlønnen skal det slås fast, at retten i h.t. dobbeltbeskatningsaftalen mellem Danmark og Spanien tilkommer bopælslandet, altså Spanien for personer, som har opholdstilladelse i og er skattepligtige til Spanien. Læs om emnet på Skats side her.

Er man skattepligtig til Spanien, er det som udgangspunkt af den globale indkomst. 

Dette kan senere modificeres i henhold til dobbelbeskatningsaftalen mellem Danmark og Spanien afhængig af indtægtsarten. 

Man skal indlevere selvangivelse i Spanien én gang om året mellem 1. maj, hvor blanketterne udkommer, og 30. juni.

Selvangivelsesblanketterne købes hos de autoriserede tobaksforretninger (Estancos) eller hos skattevæsenet. Der findes forskellige blankettyper afhængig af, hvilken indkomst man skal deklarere, Abreviada D103, Simplificada D101 og Ordinaria D100. Endvidere en blanket, Patrimonio (formue), som især har interesse for danskere, som ejer fast ejendom i Spanien uden at have opholdstilladelse. 

Skatteministeriet i Spanien  har  udarbejdet et program , PADRE, som hjælper  skatteyderne med alt vedrørende udfyldelsen af selvangivelsen. 

Man kan henvende sig i skatteforvaltningen og i forskellige pengeinstitutter. Har man PC kan man købe programmet på CD-Rom eller man kan hente det på ministeriets hjemmeside www.meh.es

Agencia TributariaHjemmesiden giver i øvrigt en udmærket orientering om alt vedrørende skatteforhold, det samme gør www.aeat.es som er Agencia Tributarias hjemmeside. Men siderne er på spansk. 

Man kan også aflevere selvangivelsen elektronisk (og betale det skyldige beløb via PCen). 

Man betaler den skyldige skat samtidig med afleveringen af selvangivelsen. Den afleveres hos Hacienda (skattevæsenet) eller i banken. Man kan vælge at betale i rater (to rater). For folk, der ikke behersker sproget, kan det kun anbefales at søge professionel bistand. Der findes dansktalende rådgivere på kysten.

Endelig bemærkes, at personer med indtægter på under euros 9.000 om året hidrørende fra arbejdsindkomst eller pension eller under euros 1.600 i kapitalindkomst ikke behøver at indsende selvangivelse.

NY SKATTELOV I SPANIEN VEDTAGET 20.01.06 OG GÆLDENDE FRA JANUAR 2007
Højeste marginalskatteprocent bliver 43% (tidligere 45%), og grænsen for pligt til at indsende selvangivelse bliver 9.000 euros/året (tidligere 7.813)
Der er ændringer til pensionsplaner, hvor fremtidig kun planer, som oprettes som livrenter får skattemæssige fordele. Der vil dog blive en overgangsperiode på fire år.
Den laveste skatteprocent vil fortsat være 15%, men den vil sjældent komme i brug. Årsagen er, at progressionsrammerne er udvidet, fordi de er reduceret fra fem til fire - til 17.360 euros betaler man 24%, derfra og til 32.360, 28%, derfra og til 52.360, 37% og derfra 43%.
Reformen tager sigte på at tilgodese de laveste indkomster. Forskellige fradrag (især for førtidspensionister og især, hvis de er over 52 år) er forhøjet.
Det vil sikkert være en god idé at få professionel bistand, når selvangivelsen for 2007 skal udfyldes.

OBS!

SKATTEYDERE, SOM IKKE HAR PLIGT TIL AT INDSENDE SELVANGIVELSE FOR 2007:

Skatteydere har ikke pligt til at indsende selvangivelse for IRPF 2007, såfremt de i skatteåret udelukkende har haft en eller flere af følgende indtægter med de anførte begrænsninger:

Årlig indtægt fra én enkelt arbejdsgiver/udbetaler som ikke overstiger € 22.000 brutto eller fra flere arbejdsgivere, når beløbet fra nummer to og følgende arbejdsgiver ikke overstiger € 1.000.

 Indtægtsgrænsen er på € 9.000 i følgende tilfælde:

a)   Når indtægten stammer fra mere end én arbejdsgiver/udbetaler, og hvis indtægten fra den anden og følgende arbejdsgivere/udbetalere overstiger € 1.000 årlig brutto.

b)     Når man har modtaget ægtefællepension eller årligt underholdsbidrag, undtagen hvis disse sidstnævnte stammer fra forældre i h.t. retslig afgørelse.

c)     Når arbejdsgiveren/udbetaleren ikke er forpligtet til at tilbageholde a conto-skat (kildeskat) – f.eks. hvis det drejer sig om pensioner, som modtages fra udlandet.

Kapitalindkomst, hvori der foretages a conto tilbageholdelse, op til € 1.600  årlig brutto.

Indkomst fra ”Letras del Tesoro” og tilskud til erhvervelse af bolig i ”socialt boligbyggeri” op til € 1.000 årlig brutto.

Lejeværdi som stammer fra én enkelt ikke udlejet fast ejendom, som ikke er skatteyderens egen bolig, op til € 1.000 årlig brutto.

I intet tilfælde skal skatteydere indsende selvangivelse, når indtægten udelukkende stammer fra lønarbejde, kapitalindkomst eller selvstændig virksomhed og ikke overstiger € 1.000 årlig brutto.

Ovennævnte grænser er gældende, uanset om man deklarerer individuelt eller samlet.

Uanset ovenstående, skal skatteydere, som vil gøre brug af følgende fradrag, indsende selvangivelse:

  •    Fradrag for investering i fast ejendom til egen bolig.

  •    Fradrag for international dobbeltbeskatning.

  •    Fradrag for indbetaling til pensionsordninger.



[Generelt][Fraflytte DK] [Skatteforhold] [Bolig ES] [Telefonnumre] [Valuta] [Sygesikring] [Kørekort] [Bilkøb] [Dansk TV] [Startside]
 


| Den Danske Klub i Torre del Mar |
| Calle Piragua 2 | bloque Las Arenas |
| Apdo. 300 | 29740 Torre del Mar (Málaga) |