Sankt Hans-aften 

Gør Den Danske Klub til din startside

Tilbage til Arkiv

Sankthansfesten

Seks måneder efter jul fejrer man i Spanien ankomsten af sommersolhverv om natten på årets længste dag. Man fejrer sankthansfesten denne dag, den 24. juni; Sankt Hans (San Juan) er den mest fejrede helgen i Europa og den mest navngivne festdag i verden: Juan, Joan, Jean, John, Iván, Sean, Hans…

En af grundene til denne popularitet er sammenfaldet den 24. juni med sommersolhverv, en meget betydningsfuld dato for verdens folkeslag fra meget gamle dage, især for byerne ved Middelhavets kyst. Festlighederne for Sankt Hans er af hedensk oprindelse og har videreført en række ritualer og sædvaner, som helt tydeligt stammer fra før kristendommen. Denne nat fejrer man ikke kun i Spanien. I hele Europa holdes der fester, der markerer sommerens ankomst og også i Hispanoamerica og Brasilien fejrer man dagen. Denne skik er overført fra Den Iberiske Halvø, selv om man i nogle lande ikke holder festen ved sommersolhverv, men ved vintersolhverv. Bemærk Brasilien, hvor festlighederne for Sankt Hans er berømte i staterne Bahía og Pernambuco.

Sankthansaften, den 23. juni, er årets længste dag på den nordlige halvkugle og markerer lysets triumf over mørket. Blandt de vigtigste, karakteristiske ritualer er solen, ilden og vandet - og bålene, som man tænder denne aften, beskytter mod alt ondt hele året. Overleveringerne siger, at gløderne fra bålet kurerer hudsygdomme, og det anbefales at springe gennem gløderne tre gange for at få et godt år. Det er en magisk nat, hvor alt kan ske, urterne får egenskaber, der kan helbrede eller fordrive onde ånder, de unge piger finder kærester, og der er ingen bånd på kærligheden. De gemte skatte lyser op og lader sig opdage, og den, der finder urten kaldet “verbena”, bliver helbredt og beskyttet mod alt ondt. Deraf kommer, at man på spansk kalder festen for verbena.

Det vigtigste element er dog ilden! Drenge og piger samler brænde og gamle møbler mange dage inden festen og de stabler dem jævnt. Sædvanen med at tænde bål synes at stamme fra tidligere, hedenske kulturer som en tilbedelse af solen, men er også forbundet med overbevisningen om, at ilden beskytter mod epidemier og fjerner onde ånder. Bålene bygges normalt op uden nogen særlig plan, undtagen i Alicante, hvor de kaldes “fallas”, hvor man i bålet afbrænder dukker, som repræsenterer et satirisk tema. La verbena er den mest udbredte fest, næsten alle samles ved bålene for at snakke, synge, danse og more sig. Sankt Hans-aften er sammen med julen et af de øjeblikke, som samler flest deltagere, det være sig med familie eller en gruppe venner, og fordi man fejrer noget sammen.

Man fejrer Sankt Hans i hele Spanien, men nogle steder har festen en særlig betydning: I Icod de los Vinos (Tenerife) bærer man enorme kævler med ild ned fra bjerget. I San Pedro Manrique (Soria) finder “el paso del fuego” sted, hvor indbyggerne med bare fødder og sikre skridt går gennem gløderne, mange gange med en anden person på skuldrene, uden at lide overlast! Folk fra stedet siger, at fremmede brænder sig, fordi de ikke træder hårdt nok, mens de lokale træder hårdt for at forhindre forbrændingen.

Sankthansbålene i Alicante bliver lavet kunstnerisk af træ og karton, som er skåret ud som dukker og groteske figurer, som satiriserer over befolkningens dårlige vaner. Figurerne bliver anbragt i gaderne tre dage før Sankt Hans-aften og de afbrændes klokken 24:00 i en ceremoni, som kaldes “cremá”. Der er adskillige optog (cabalgatas) i alle byerne: “La cabalgata del foc” som repræsenterer bålets udvikling gennem forskellige perioder. El “coso infantil”, hvor børn deltager klædt i dragter fra forskellige perioder, og hvor man fejrer optoget ved at smide blomster, serpentiner og konfetti mod publikum og alle byens orkestre, som er indkaldt til lejligheden.

I Ciutadella (Menorca) har Sankt Hans en helt særlig karakter, idet forskellige samfundsklasser deltager i festlighederne: Bønder, gifte, enlige, herremænd og kirkens folk med tydelige mindelser om Middelalderen. Repræsentanterne er til hest, og de giver opvisning i den celebre “caracoleos”, en opvisning til lyden af populærmusik, hvor hestene laver små, sidelæns hop, samtidig kastes der hasselnødder til publikum. En populær drik på øen (Menorca) under sankthansfestlighederne er “pomada”, en eksplosiv blanding af lokal gin og limonade!

I Cataluña fejrer man Sankt Hans med bål i de største gader og med fester kaldet verbenas, hvis oprindelse skyldes indsamlingen af aromatiske urter, la verbena, la valeriana og el trébole, som er velsignede, når de plukkes denne aften. Man afskyder fyrværkeri, og man spiser den berømte ”coca de piñones”. Andre steder i Spanien spiser man om morgenen chokolade med churros.

Festlighederne, sædvanerne og ritualerne på en så speciel aften er meget varierede. Keltere og iberere troede, at kilderne var helbredende, hvorfor de mente, at alt vand sankthansaften var velsignet. Mange personer bader nøgne på morgenstunden i floderne eller i havet. Lope de Vega er den forfatter, der har skrevet mest om Sankt Hans. Shakespeare har skrevet et meget berømt skuespil: “El Sueño de una noche de Verano", (En Skærsommernatsdrøm).

Udgivet af Ministerio de Educación y Ciencia

Og skrevet af

                                                                                                           Teresa Gracia Martín