En historisk beretning om
sankhansfestlighederne i Spanien, Europa og verden:
Sankthansfesten
Seks måneder efter jul fejrer man i Spanien ankomsten af
sommersolhverv om natten på årets længste dag. Man fejrer sankthansfesten denne dag, den 24. juni; Sankt Hans (San Juan) er den mest
fejrede helgen i Europa og den mest navngivne festdag i verden: Juan,
Joan, Jean, John, Iván, Sean, Hans…
En af grundene til denne popularitet er sammenfaldet den 24. juni med
sommersolhverv, en meget betydningsfuld dato for verdens folkeslag fra
meget gamle dage, især for byerne ved Middelhavets kyst. Festlighederne
for Sankt Hans er af hedensk oprindelse og har videreført en række
ritualer og sædvaner, som helt tydeligt stammer fra før kristendommen.
Denne nat fejrer man ikke kun i Spanien. I hele Europa holdes der
fester, der markerer sommerens ankomst og også i Hispanoamerica og
Brasilien fejrer man dagen. Denne skik er overført fra Den Iberiske
Halvø, selv om man i nogle lande ikke holder festen ved sommersolhverv,
men ved vintersolhverv. Bemærk Brasilien, hvor festlighederne for Sankt
Hans er berømte i staterne Bahía og Pernambuco.
Sankthansaften, den 23. juni, er årets
længste
dag
på den nordlige
halvkugle og markerer lysets triumf over mørket. Blandt de vigtigste,
karakteristiske ritualer er solen, ilden og vandet - og bålene, som man
tænder denne aften, beskytter mod alt ondt hele året. Overleveringerne
siger, at gløderne fra bålet kurerer hudsygdomme, og det
anbefales at springe gennem gløderne tre gange for at få et godt år.
Det er en magisk nat, hvor alt kan ske, urterne får egenskaber, der kan
helbrede eller fordrive onde ånder, de unge piger finder kærester, og der
er ingen bånd på kærligheden. De gemte skatte lyser op og lader
sig opdage, og
den, der finder urten kaldet “verbena”, bliver helbredt og beskyttet mod
alt ondt. Deraf kommer, at man på spansk kalder festen for verbena.
Det vigtigste element er dog ilden! Drenge og piger
samler brænde og gamle møbler mange dage inden festen og de stabler dem
jævnt. Sædvanen med at tænde bål synes at stamme fra tidligere, hedenske
kulturer som en tilbedelse af solen, men er også forbundet med
overbevisningen om, at ilden beskytter mod epidemier og fjerner onde
ånder. Bålene bygges normalt op uden nogen særlig plan, undtagen i
Alicante, hvor de kaldes “fallas”, hvor man i bålet
afbrænder dukker, som
repræsenterer et satirisk tema. La verbena er den mest udbredte
fest, næsten alle samles ved bålene for at snakke, synge, danse og more
sig. Sankt Hans-aften er sammen med julen et af de øjeblikke,
som samler
flest deltagere, det være sig med familie eller en gruppe venner,
og
fordi
man fejrer noget sammen.
Man fejrer Sankt Hans i hele Spanien, men nogle steder har festen en
særlig betydning: I Icod de los Vinos (Tenerife) bærer man enorme kævler
med ild ned fra bjerget. I San Pedro Manrique (Soria) finder “el paso
del fuego” sted, hvor indbyggerne med bare fødder og sikre skridt går
gennem gløderne, mange gange med en anden person på skuldrene, uden at
lide overlast! Folk fra stedet siger, at fremmede brænder sig, fordi de
ikke træder hårdt nok, mens de lokale træder hårdt for at forhindre
forbrændingen.
Sankthansbålene i Alicante bliver lavet
kunstnerisk af træ og karton, som er skåret ud som dukker og groteske
figurer, som satiriserer over befolkningens dårlige vaner. Figurerne
bliver anbragt i gaderne tre dage før Sankt Hans-aften og de afbrændes
klokken 24:00 i en ceremoni, som kaldes “cremá”. Der er adskillige optog
(cabalgatas) i alle byerne: “La cabalgata del foc” som repræsenterer
bålets udvikling gennem forskellige perioder. El “coso infantil”, hvor
børn deltager klædt i dragter fra forskellige perioder, og hvor man
fejrer optoget ved at smide blomster, serpentiner og konfetti mod
publikum og alle byens orkestre, som er indkaldt til lejligheden.
I Ciutadella (Menorca) har Sankt Hans en helt særlig
karakter, idet forskellige samfundsklasser deltager i festlighederne:
Bønder, gifte, enlige, herremænd og kirkens folk med tydelige
mindelser om Middelalderen. Repræsentanterne er til hest, og de giver
opvisning i den celebre “caracoleos”, en opvisning til lyden af
populærmusik, hvor hestene laver små, sidelæns hop, samtidig kastes der
hasselnødder til publikum. En populær drik på øen (Menorca) under
sankthansfestlighederne er “pomada”, en eksplosiv blanding af lokal gin og
limonade!
I Cataluña fejrer man Sankt Hans med bål i de
største gader og med fester kaldet verbenas, hvis oprindelse skyldes
indsamlingen af aromatiske urter, la verbena, la valeriana og el
trébole, som er velsignede, når de plukkes denne aften. Man afskyder
fyrværkeri, og man spiser den berømte ”coca de piñones”.
Andre steder i Spanien spiser man om morgenen chokolade med churros.
Festlighederne, sædvanerne og ritualerne på en så
speciel aften er meget varierede. Keltere og iberere troede, at kilderne
var helbredende, hvorfor de mente, at alt vand sankthansaften var
velsignet. Mange personer bader nøgne på morgenstunden i floderne eller
i havet. Lope de Vega er den forfatter, der har skrevet mest om Sankt
Hans. Shakespeare har skrevet et meget berømt
skuespil: “El Sueño de una noche de
Verano", (En
Skærsommernatsdrøm).