|
| Forhistorie |
Isabellas første
erobring | Arvefølgekrig | Castiliens hegemoni
| La guerra de Granada |
Regeringsformer | Religion og Politik | Jøder og omvendte |
Inkvisitionen |
Inkvisitionens organisering | Uddrivelsen af jøderne |
Andre nye kristne |
Kirken | Udenrigspolitik | Monarkiet efter Isabellas død | |
||
|
|
||
|
|
|
|
|
|
||
|
Den 31. marts 1492 underskrev De Katolske Monarker forordningen om jødernes uddrivelse fra Castiliens krone, mens Ferdinand underskrev et lignende dokument gældende for jøderne under Aragoniens krone. Udkastet til forordningerne var skrevet af generalinkvisitor Tomás de Torquemada. Begrundelsen var religiøs: Man måtte bekæmpe den kætterske indflydelse, som jøderne udspredte i hele riget, og ifølge hvad Vi er blevet informeret om fra inkvisitorer og andre højtstående, gejstlige personer, kan Vi ikke udsætte sande kristne for den store fare, der er forbundet med dagligt at være tvunget til at omgås jøder, som altid og med alle midler forsøger at omstyrte og bortlede folk fra vor hellige, katolske tro og tiltrække dem til den perverse og skadelige tro, de selv dyrker. Efterfølgende Hadet og modviljen mod jøderne gav sig udslag i beskyldninger om krænkelser og vanhelligelse Selv om forordningen ikke indeholdt nogen bestemmelse om konvertering til kristendommen, var det et underforstået alternativ, som blev udnyttet af især mange jøder fra samfundets elite. F.eks. Abraham Senior, overrabbiner i Castilien, som modtog dåben den 15. juni 1492 med monarkernes velsignelse. Efter dåben skiftede han navn til Fernán Núñez Coronel, han fik stilling som rådmand og forvalter i Segovia, medlem af det kongelige råd og bogholder for prins Johan. Konverteringerne blev administreret forskelligt i de forskellige områder af riget, men langt de fleste jøder valgte eksilet frem for at konvertere og blive i fædrenes land. Årsagen til
forvisningen af jøderne har været meget diskuteret. Man har anført
folket modvilje, som den kom til udtryk i de talrige antisemitiske
tumulter og progromer i 1480’erne, folkets
had, p.g.a. f.eks. jødernes flittige brug af pengeudlån mod
ågerrenter. Eller den kunne være resultatet af kampen mellem Jødiske skomagere Historikere er ikke enige om antallet af fordrevne jøder. Der nævnes tal fra 70.000 – 250.000, hvilket udgør 2 – 3% af befolkningen. De fordrevne jøder søgte i stort tal til Portugal og Navarra, lande hvorfra de omgående atter blev udvist, en mindre del rejste til Flandern eller Nordafrika, Italien eller et af de middelhavslande, som kontrolleredes af Det Ottomanske Rige, hvor sultanen, Bayaceto II, gav ordre til at byde dem velkomne. De økonomiske konsekvenser af uddrivelsen af jøderne var betydelig, idet jøderne havde domineret forretningslivet i mange områder af riget. Samtidig betød udvisningen tabet af mange personligheder fra den kulturelle og videnskabelige verden.
|
|
| Den
Danske Klub i Torre del Mar | |