| Forhistorie | Isabellas første erobring | Arvefølgekrig | Castiliens hegemoni | La guerra de Granada | Regeringsformer | Religion og Politik | Jøder og omvendte | Inkvisitionen | Inkvisitionens organisering | Uddrivelsen af jøderne | Andre nye kristne | Kirken | Udenrigspolitik | Monarkiet efter Isabellas død |

 
Monarkiernes regeringsformer

Udøvelsen af regeringsmagten var som tidligere nævnt meget forskellig i de to monarkier, idet både mulighederne for og midlerne til at gennemføre en praktisk politik var forskellig. Det var lettere for kongemagten at få sine ønsker igennem i Castilien f.s.v.a. det lovgivningsmæssige, skattemæssige (skattegrundlaget var meget større) og det administrative. Der skete derfor en castilianisering af regeringsformen, som kulminerede under ”østrigerne” (Felipe I og II fra 1556 - ). Det skal dog slås fast, at selv om der de facto eksisterede en castiliansk dominans, var ingen af parterne i det nye monarki underlagt den anden.

Castiliens Kongelige Råd (El Consejo Real de Castilla) oprettet i Cortes i Valladolid i 1385 var kronens instrument ved rigets regering. Rådets fornemste opgaver var at fungere som højesteret, at udstikke de store linier, politiske som administrative, at stå for alle højere udnævnelser indenfor militæret, at tildele herresæder og landområder til personer, som havde gjort sig fortjent dertil, bevilge pensioner og andre kongelige begunstigelser. Ved rådets møde i 1480 i Toledo sørgede De Katolske Monarker for at reorganisere og styrke rådets beføjelser og myndighed til egen fordel, således at rådet i højere grad blev et redskab, som tjente kronens interesser. På samme måde skabte kong Ferdinand i 1494 Aragoniens Højeste Råd (Consejo Supremo de Aragón), en milepæl i de første skridt mod et spansk monarki.

Monarkerne i rådsmøde

Skatteopkrævningen i Castilien under De Katolske Monarker var en overlevering fra tidligere tider, fra det XIII århundrede, hvor de mere traditionelle opkrævningsformer p.g.a. generobringsperioden, som de kristne riger befandt sig i, blev afløst af parias og razzias (tvangsopkrævninger i naboriger – fortrinsvis de islamiske taifas (småriger). Disse metoder blev nu afløst af et normalt opkrævningssystem med både direkte og indirekte skatter, ordinære og ekstraordinære, som blev opkrævet efter et vist system, som blev praktiseret med mindre ændringer og reguleringer til det XVIII århundrede.

En anden ting, man ofte forbinder med De Katolske Monarkers regeringstid var oprettelsen i 1476 i Cortes i Madrigal – på et tidspunkt hvor borgerkrigen endnu rasede – af Det Hellige Broderskab (La Santa Hermandad). Det var ikke en ny opfindelse, for siden sidste tredjedel af XIII århundrede havde der været adskillige broderskaber i Castilien: i Toledo, Talavera de la Reina, Ciudad Real, Guipúzcoa, Alava og Viscaya. Broderskabernes opgave var at dække de politiske og administrative områder, som  måske forbigående ikke blev administreret af kongemagten eller de lokale myndigheder. Endvidere sørgede de for opretholdelsen af almindelig lov og orden. Broderskaberne tog sig af opgaver som landevejsrøveri og andre former for forbrydelser begået udenfor de bymæssige bebyggelser. Lovovertræderne blev dømt summarisk og med det samme. Straffene var strenge. Samtidig med denne politimæssige funktion, udførte broderskaberne mange kontrollerende opgaver for kongemagten, og de udgjorde en uvurderlig støtte, både materielt og finansielt, som f.eks. under krigen i Granada, hvor de var en af de største bidragsydere til krigens gennemførelse.

Grundpillen i Castiliens økonomi var eksporten af uldprodukter. De Katolske Monarker støttede lige fra starten af deres regeringstid denne sektor, uldkvægavlernes sammenslutning, med en række privilegier vedrørende rettigheder og skattebetaling. Dette medførte, at produktionen forbedredes til fordel for Castiliens økonomi.

Monarkerne holder retsmøde  

Regenternes fornemste opgave var at øve ret og retfærdighed, at administrere retssystemet på en måde, så de kunne  bevare undersåtternes kærlighed: Og som Han gjorde monarkerne til sine stedfortrædere på jorden, og Han gav dem den store magt, de har her….., og at de må forvalte denne store forpligtelse med retfærd, fordi det var derfor, Han gav dem magten… Sådan lyder de første linier af referatet fra Cortes i Madrigal i 1476. De viser den betydning, rådet tillagde monarkernes administration af retsvæsenet. Om sig selv sagde monarkerne: De hører og dømmer og ønsker retfærdighed.

Gennem de mange århundrerer med grænse mod al-Andalus og Islam og med uendelige grænsekrige, havde byerne i Castilien og senere i Andalusien nydt et udstrakt politisk autonomi og spillet en betydelig militær rolle. Byerne strakte sig af militære årsager langt udenfor bykærnen, det var f.eks. tilfældet i Segovia, Toledo, Valladolid og Sevilla. 

Sevilla ved Guadalquivir

Byerne havde ikke kunnet undgå at tage stilling til konflikterne i XV århundrede mellem højadelen og monarkiet og mellem de lokale herremænd, f.eks. den langvarige konflikt i Andalusien mellem hertugen af Medina Sidonia og greven af Cádiz. For at imødegå disse autonomi-tendenser havde man allerede i Cortes i Alcalá i 1348 oprettet en institution, som blev ledet af en ”corregidor” (øvrighedsperson med dømmende myndighed). Denne institution blev udbygget af De Katolske Monarker. I 1494 var der corregidores i 54 byer og i 1516 var tallet steget til 64. Disse kronens repræsentanter var øverste myndighed for byernes retsvæsen, administration og militær. De var bindeleddet mellem kronen og byerne og sørgede for den nødvendige stabilitet.

Den kendsgerning at Castilien var den vigtigste platform for monarkernes interesser, bevirkede at Ferdinand var fraværende i sine riger under Aragoniens krone det meste af tiden. Af hans 37 års regeringstid tilbragte han kun tre år i Aragonien, andre tre i Catalonien og ca. seks måneder i Valencia. Dette betød dog ikke, at disse riger blev misrøgtede. Ferdinand holdt sig orienteret om, hvad der foregik i rigerne, og hans instrukser blev fulgt - om end af og til med nogen forsinkelse. Han blev fra 1479 i rigerne repræsenteret af en kongelig stedfortræder (lugarteniente real), som regel et medlem af den kongelige familie. Senere blev stedfortræderen kaldt vicekonge (virrey). Der var vicekonger i Aragonien, Catalonien, Valencia, Sicilien og Sardinien. Den kongelige skatteopkrævning var i de forskellige riger overdraget betroede funktionærer. Cortes’  indflydelse på regeringsudøvelsen var meget større i Aragonien end i Castilien. Den kendsgerning at den konstitutionelle regeringsform således var betydelig mere anvendt i Aragonien end i Castilien, hvor kongemagten havde det største og sidste ord, skabte efterhånden spændinger i De Katolske Monarkers nye monarki.

I 1512 erobrede Ferdinand Navarra og titlen konge af Navarra til Aragoniens krone. Først i 1515 blev pyrenæer-riget indlemmet i Castilien. Ferdinand mente, at Navarra under Castilien ville være bedre beskyttet mod de idelige krav på tronen fra Juan de Albret, som fik støtte fra Frankrigs nye konge, Frans I. Ved Cortes i Pamplona i 1513 aflagde man ed til Ferdinand som konge og herre, og Ferdinand lovede at værne alle Jeres sædvaner, love og forordninger, friheder, fritagelser og privilegier. Navarras status indenfor monarkiet blev ikke endeligt afklaret før Cortes i Olite i 1645. 

En del af det kongelige palads i Olite, Navarra  

| Den Danske Klub i Torre del Mar |
| Calle Piragua 2 |  blq. Las Arenas  | Apdo. 300 |
| 29740 Torre del Mar |  Málaga |