|
| Forhistorie |
Isabellas første
erobring | Arvefølgekrig | Castiliens hegemoni
| La guerra de Granada |
Regeringsformer | Religion og Politik | Jøder og omvendte |
Inkvisitionen |
Inkvisitionens organisering | Uddrivelsen af jøderne |
Andre nye kristne |
Kirken | Udenrigspolitik | Monarkiet efter Isabellas død | |
||
|
|
||
|
|
|
|
|
|
||
|
Den
moderne inkvisition blev stort set indrettet efter Tomás de Torquemadas
instruktioner af 1484, 1485, 1488 og 1498 og af hans umiddelbare efterfølgere,
Diege de Dieza (1500 – 1503) og Jiménez de Cisneros (1516), selv om
den endelige udformning måtte vente til 1561, hvor Fernando de Valdés
reorganiserede systemet. Det øverste organ i det Hellige Embede var
”Consejo de la Suprema y General Inquisición”, i daglig tale la
Suprema oprettet i 1483 og tæt forbundet politisk med Inkvisitionen blev hurtigt en betydelig faktor i samfundet. I starten behandlede man næsten kun sager mod konverterede jøder. Senere mod jødiske kættere, moriscos (konverterede maurere), afvigere og protestanter. Man udvidede omfanget af de forbrydelser, inkvisitionen kunne dømme til foruden kætteri at omfatte bigami, blasfemi, sodomani og hekseri, desuden opretholdt man en politisk og kulturel censur. Adskillige bøger var på den forbudte liste. Der hersker nogen tvivl om, hvor mange personer, der blev dømt af den moderne inkvisition, man har nævnt tallet 200.000, men som kronikøren B. Benasser bemærker: Inkvisitionen påvirkede mentaliteten hos hele den spanske befolkning. Det Hellige Embede fungerede ved hjælp af frygtens pædagogik baseret på de hemmelige anklager, offentliggørelsen af misgerningerne og truslen om elendighed og fattigdom.
Processerne var hemmelige. Man oplyste end ikke navnene på anmelderne. De anklagedes ejendom blev straks beslaglagt. Slægt og familie til den anklagede kunne ikke opnå offentlige ansættelser. Man brugte tortur, når man fandt det nødvendigt etc. En normal procedure for tribunalet var at begynde med afholdelse af Eucaristía (Nadvermesse) og en bøn. Dommeren oplæste en benådningsbekendtgørelse, ifølge hvilken den eller de anklagede, som inden 30 eller 40 dage bekendte sine kætterske synder og angrede dem i hvert fald undgik dødsstraf eller livsvarigt, evigt fængsel. I de første år var der mange selvanklagere, men fra begyndelsen af XVI århundrede strammede man reglerne – straffene – hvilken yderligere skærpede den utryghed og terror, der var i befolkningen overfor Inkvisitionen.
Procession i forbindelse med afholdelse af Auto de fe Når man betragter et historisk fænomen som Inkvisitionen, må man tænke på epoken og på de kultur-sociale værdier, som var gældende i samfundet, men dette kan ikke retfærdiggøre eller undskylde hensigten og fremgangsmåden. Man kan derfor med nogen ret kalde De Katolske Monarker, som var drivkraften bag Inkvisitionen, for De Intolerante Monarker.
|
||||||
 Tilbage til
toppen |
||
|
| Den
Danske Klub i Torre del Mar | |
monarkernes øverste råd. Alle medlemmer af rådet – også
general-inkvisitoren - blev udnævnt af monarkerne. Rådet havde normalt
seks eller syv medlemmer. I begyndelsen virkede tribunalet som et
rejsehold, men efterhånden blev der oprettet faste afdelinger i de
forskellige distrikter. I 1484 var der kun fem faste tribunaler – i
Sevilla, Córdoba, Ciudad Real, senere flyttet til Toledo, og Jaén –
i 1493 var tallet steget til 23. 
Inkvisitionen havde tre
strafformer: 1) Åndelig straf (afsværgelser af forskellig voldsomhed,
overgivelse af sagen til civil domstol, forskellige bodsøvelser,
suspendering eller frikendelse) 2) Korporlig straf (døden på bålet,
galejerne, livsvarigt uigenkaldeligt fængsel, livsvarigt genkaldeligt fængsel,
pisk, landsforvisning, afsættelse fra embeder) 3) Finansiel straf
(total konfiskering af ejendom, delvis konfiskering af ejendom, bøder,
uden finansiel straf).