|
| Forhistorie |
Isabellas første
erobring | Arvefølgekrig | Castiliens hegemoni
| La guerra de Granada |
Regeringsformer | Religion og Politik | Jøder og omvendte |
Inkvisitionen |
Inkvisitionens organisering | Uddrivelsen af jøderne |
Andre nye kristne |
Kirken | Udenrigspolitik | Monarkiet efter Isabellas død | |
||
|
|
||
|
|
|
|
|
|
||
|
Bispedømmet udgjorde eliten i det gejstlige hierarki. Foruden at styre det åndeligt-religiøse liv i Castilien og Aragonien, besad det en enorm materiel magt, selv om der var forskel på rigdommen i de forskellige ærkebispe- og bispedømmer. Helt i top lå ærkebispesædet i Toledo, som i begyndelsen af XVI århundrede havde en årlig indkomst på 80.000 dukater, var herremænd for 19.000 forpagtere, opretholdt 21 forter og borge og en hær på 2000 mand, som ikke havde anden herre end den paven ønskede. Bisperne og ærkebisperne
stammede normalt fra de store aristokratiske familier. De havde sammen
med familierne deltaget i de politiske revolter i XV århundrede.
Monarkerne havde derfor efter arvefølgekrigen m.m. et problem med at
underkaste disse herremænd kronens autoritet. Opgaven blev besværliggjort
af kirkens uafhængige stilling indenfor retsvæsenet. Monarkerne kunne
kun prøve at få indflydelse gennem pavens afgørelser og ved
omhyggeligt at udvælge de personer, der blev indstillet til embederne.
Men det var langt fra det eneste problem, monarkerne havde med bispedømmerne.
Mangel på moral og sædernes forfald var et udbredt problem i renæssancens
kirke. Også blandt bisper og ærkebisper. Således havde de Katedralen i Salamanca De katolske Monarker prøvede at påvirke paven ved juridiske og diplomatiske manøvrer. Selv om de aldrig helt vandt retten til at ind- og afsætte biskopper, gjorde de betydningsfulde fremskridt, som i 1523 førte til pave Adriano VI’s bulle Eximiae devotionis affectus, som gav de spanske konger ret til at udpege kandidater til alle rigets kirker. Gennem De Katolske
Monarkers regeringstid bundede striden med pavestolen i uenighed om besættelse
af bispe- og ærkebispesæderne. Stædigheden hos monarkerne i dette spørgsmål
gjorde, at det blev sværere og sværere for paven at modsætte sig de
kandidater, som monarkerne foreslog. Efter erobringen af Granada og
Canarie-øerne opnåede monarkerne gennem pave Ino Fra katedralen i Segovia Monarkernes politik ved udvælgelse af kandidater til de kirkelige embeder var at vælge personer, der var født i rigerne, ærlige og retskafne personer, som udgik fra middelklassen, og som var uddannede. Af 132 udnævnelser i monarkernes regeringstid var de 74 fra den lokale adel og middelklassen, 32 fra højadelen, 20 udenlandske (italienske) og kun 6 fra de lavere klasser. De Katolske Monarkers politik betød ikke en nationalisering af kirken, som det senere skete i England under Henrik VIII, men det betød en fastere tilslutning til kongemagten af de kirkelige funktioner. Ved Middelalderens slutning – i epokens efterår – befandt det kirkelige system i den vestlige del af den kristne verden sig f.s.v.a. klostervæsenet, de kanoniske systemer og den almindelige afholdenhed i en tilstand af degeneration og forfald. Man fjernede sig fra de religiøse motiver, bl.a. p.g.a. den splittelse, der var opstået i selve det religiøse, katolske system, de sociale og økonomiske omvæltninger under den såkaldte lavmiddelalderkrise, de materielle og økonomiske interesser, som dominerede det religiøse liv og mangel på kald og hengivenhed hos præster og prælater. Som reaktion på disse forhold opstod der i Spanien en bevægelse – Observancia – som ønskede strengt at følge religionens anvisninger. Bevægelsen blev støttet af De Katolske Monarker, som satte bevægelsen i system for på denne måde at få genindført orden i det religiøse liv.
Gennem 1470’erne og 80’erne forsøgte man at få fuldmagter fra pavesædet til at gennemføre en reform af kirke- og klostersystemet, men først i 1492/93 lykkedes det monarkerne at få den fulde kontrol. Man startede med nonne- og munkeklostrene. Nonner og munke blev pålagt at holde deres løfter, og kronen overtog administrationen af økonomien. Reformerne vakte forbitret modstand, især i Catalonien, abbeder og abbedisser sendte harmdirrende protestskrivelser til pavestolen, adskillige nonner flygtede fra klostrene og måtte indfanges, men det blev, som monarkerne havde bestemt. Moralen blev dog ikke genoprettet med et pennestrøg. I år 1500 beklagede dronning Isabella sig til biskoppen af Calahora over, at der i hans stift blev sagt, at størsteparten af præsterne havde offentlige elskerinder, og hvis Vores retsvæsen blandede sig, endte det med opstand, revolte og skandale. De Katolske Monarker havde dog gennem deres reformer skabt det politiske og juridiske grundlag for en forbedring af systemet, en forbedrings der skulle komme indefra, og som kom i tiden efter De Katolske Monarker.
|
||||||
 Tilbage til toppen |
||
|
| Den
Danske Klub i Torre del Mar | |
tre store
castilianske prælater i De Katolske Monarkers rige (Alonso de Carillo i
Toledo, Pedro González de Mendoza i Sevilla og Alfonso Fonseca i
Santiago) faste elskerinder og adskillige børn. Dominikanermunken Pablo
de León skriver i sin Vejen til Himlen
- idet han henviser til de høje prælater: Og
således ser man i Guds kirke nogle foregangsmænd, klædt i silke,
fyldt med pragt, tjenere og penge; og i dem er der ikke mere dyd eller
ære end i et dyr. Sådanne personer styrer Guds kirke!
cencio VIII’s bulle Ortodoxae
fidei retten til suverænt at udnævne prælater i disse nye
områder og til at administrere systemet der. Denne bulle blev i 1508
fulgt af en lignende fra pave Julio II vedrørende Den Ny Verden.
Fra
katedralen i Àvila
