|
Alt
peger på, at de jødiske samfund var til stede på Den Iberiske Halvø
fra uddrivelsen fra Palæstina, som fulgte efter afbrændingen af det
andet tempel (70 f.K.), og at de til trods for de mange forskellige
forhold og forfølgelser, de blev udsat for, overlevede i det romerske-,
vestgotiske-, islamiske- og middelalderlige, kristne Spanien. Men
optøjer og progromer i 1391 udløste en bølge af omvendelser til
kristendommen – ca. 100.000 personer på 20 år – hvorved mange jødiske
samfund forsvandt, f.eks. i Barcelona, Mallorca og Valencia under
Aragoniens krone; I Castilien blev de jødiske forsamlinger i Toledo,
Burgos og Sevilla reduceret. Jøderne forlod byerne, hvor de brutalt
blev undertrykt, og søgte tilflugt i mindre forsamlinger på landet.
Disse omvendte jøder, neófitos, nye kristne,
marranos eller Faraos rotter – som de blev kaldt i Valencia
– voksede stærkt i antal gennem det XV århundrede. Et stik fra XIX århundrede, der viser den middelalderlige opfattelse af jøderne. "Forbrydelsen mod drengen fra Sepúlveda", som jøderne fik skylden for Spørgsmålet rejste et religiøst problem: Overbevisningen hos disse store skarer af omvendte? Mange var omvendte af frygt eller med vold. Man anså dem stadig for at have rod i to religioner – alborayques (efter Muhameds hest, som hverken var hest eller muldyr!). Antisemitismen, som var udbredt i det middelalderlige Spanien – især i de lavere klasser – bredte sig og omfattede også de omvendte. Ved starten af De
Katolske Monarkers regeringstid førte man en tolerant og beskyttende
politik overfor de jødiske samfund, da disse i stor udstrækning havde
støttet Isabella og Ferdinand i borger- og arvefølgekrigen. Alligevel
blev jøderne ikke regnet for ligeværdige undersåtter. De var
monarkernes ejendom, som man tolererede til gengæld for den støtte,
man fik. Men det var en midlertidig beskyttelse, som man kunne
tilbagekalde efter behag. På kongeligt initiativ vedtog man på Cortes
i Madrigal fire En marrano (konverteret jøde), som er dømt til at bære en såkaldt sanbenito, en gul skjorte med et rødt San Andrés-kors. Til trods for de kongelige forordninger, der havde til hensigt at beskytte jøderne mod overgreb og voldsomheder fra den kristne befolkning, bevirkede de kongeligt godkendte bestemmelser i Madrigal og Toledo, at antisemitismen, som stak dybt i det castilianske folk, yderligere styrkedes – især i byerne. Overgrebene tog til i antal og styrke, opmuntret af kirken, især af inkvisitorerne, som havde den opfattelse, at det var nødvendigt at udrydde jøderne for at bevare den ortodokse, kristne tro.
|
 Tilbage til toppen |
||
|
| Den
Danske Klub i Torre del Mar | |
Frygten for
anti-jødiske tumulter og omvendelsesforsøgene fra sogne, bisper og det
kristne retsvæsen sammen med de fordele, det indebar at konvertere,
reducerede de jødiske samfund og forøgede de omvendte, som i
slutningen af XV århundrede udgjorde mellem 250.000 – 300.000
personer. Det betød, at den indflydelse, jøderne tidligere havde haft
hos de kongelige familier, blev reduceret betydeligt. De Katolske
Monarker havde kun ganske få jødiske, finansielle rådgivere i
Castilien, og i Aragonien var alle udskiftet med omvendte.
punkter gældende for jøder: 1) Man krævede, at de bar
tegn – røde cirkler – for at kende dem fra kristne, 2) Man forbød
dem at klæde sig luksuriøst, 3) Man fastsatte regler for udlån og lånerente
og 4) Man begrænsede jødiske dommeres kompetence i kriminalsager.
Endnu et skridt i diskriminatorisk retning tog man på Cortes i Toledo i
1480 med loven om adskillelse af jødiske samfund. Indenfor to år
skulle alle jøder anbringes i bestemte bydele og kun dér, så
myndigehederne vidste, hvor man havde dem, og for at holde dem adskilt
fra de kristne indbyggere.