| Forhistorie | Isabellas første erobring | Arvefølgekrig | Castiliens hegemoni | La guerra de Granada | Regeringsformer | Religion og Politik | Jøder og omvendte | Inkvisitionen | Inkvisitionens organisering | Uddrivelsen af jøderne | Andre nye kristne | Kirken | Udenrigspolitik | Monarkiet efter Isabellas død |

Castiliens hegemoni

Den dynastiske union mellem Castilien og Aragonien, som var grundlaget for den politisk-territoriale sammenslutning af de katolske monarkers riger, var en overenskomst mellem to ulige og forskellige  parter, og den betød ikke en institutionel forening af rigerne. Castilien og Aragonien havde gennem historien udviklet hver sin institutionelle model og sine egne regeringsformer, og disse strukturer opretholdt man, indtil borbonerne overtog magten (Felipe V,1700).

I slutningen af det XV århundrede – efter erobringen af kongeriget Granada – havde Castilien en udstrækning på 385.000 km2, hvilket er ca. to tredjedele af det samlede iberiske territorium, med en befolkning på omkring fire millioner, mens Aragonien havde en territorial størrelse på 110.000 km2 og et befolkningstal på ca. 800.000. Catalonien med Barcelona var næsten affolket p.g.a. epidemier – pest m.m. – og de mange borgerkrige i den sidste halvdel af århundredet havde decimeret befolkningstallet. Den største by under den aragonske krone i De Katolske Monarkers regeringstid var Valencia med omkring 70.000 indbyggere, mens Barcelona næppe havde flere end 25.000. I Castilien var befolkningstætheden størst i den centrale del, Toledo, Valladolid, Burgos, Salamanca m.fl. og i Andalusien, i særdeleshed i Sevilla.

Barcelona i Middelalderen

Castiliens dominerende politiske position blev stadig mere udbygget p.g.a. rigets favorable økonomiske ekspansion. Udenrigshandlen blomstrede, nordpå til Flandern, England, Frankrig og Hansa-staterne, sydpå gennem Gibraltarstrædet til Middelhavslandene og via Atlanterhavet til Afrika og øgrupperne i oceanet. Man eksporterede først og fremmest uldprodukter. Aragonien havde ikke den samme økonomiske fremgang, hvilket først og fremmest skyldtes problemerne i Catalonien. Dette blev der i nogen grad rettet op på i det følgende århundrede.

Det er sikkert, at de katolske monarkers indenrigspolitiske succes i Castilien skyldtes genindførelsen af balancen mellem de  stænder, klasser og samfundsgrupper, som blev berørt af de dybtgående politiske, økonomiske, sociale og ideologisk-kulturelle forandringer, som fandt sted i perioden. Dette i modstrid med den behandling som de etniske og religiøse mindretal blev udsat for. De Katolske Monarkers succes skyldes for en stor del den ligevægt, som det lykkedes dem at indføre i det castilianske samfund, udtaler en samtidig historiker.

I Aragonien og i særdeleshed i Catalonien var der langt fra den samme lighed mellem klasserne. Ydermere led Catalonien under mange års borgerkrig og flere pestepidemier. For at rette op på skævhederne besluttede Den Katolske Monark, Ferdinand, på et møde afholdt i det extremenske kloster Guadelupe, 21. april 1486 at indføre en række reformer – først og fremmest jordreformer – for at komme den gærende utilfredshed i forkøbet. Disse reformer sikrede i nogen grad den sociale stabilitet i årene fremover. Af stor betydning fik også fire reformer vedrørende Barcelonas bystyre, som kong Ferdinand indførte mellem 1490 og 1510, og som sikrede en mere ligelig fordeling for bybefolkningen.

Cortes i Catalonien i 1495

Alle disse forhold taget i betragtning gjorde, at Castilien blev det fælles politiske centrum for monarkerne. Den kongelige magt baserede sig på en række ideologiske fundamenter af teologisk og juridisk karakter. I sidste halvdel af XV århundrede var det en rodfæstet overbevisning i Castilien, at kongemagten var uddelegeret af Gud og tilpasset den menneskelige virkelighed af den guddommelige lov og lovprisning af religionen.