| Forhistorie | Isabellas første erobring | Arvefølgekrig | Castiliens hegemoni | La guerra de Granada | Regeringsformer | Religion og Politik | Jøder og omvendte | Inkvisitionen | Inkvisitionens organisering | Uddrivelsen af jøderne | Andre nye kristne | Kirken | Udenrigspolitik | Monarkiet efter Isabellas død |

 La Guerra de Granada

De jordiske rester af Isabella og Fernando, som hviler i det hvide marmormausolæum i Granada er symbol på  og vidne om den store betydning, som krigen mod og erobringen af Granada havde i De Katolske Monarkers riger. På castiliansk niveau betød erobringen af Granada en understregning af sejren i borger- og arvefølgekrigen, og den sikrede deres position overfor den castilianske adel,  den samme adel som nu helhjertet og med stor styrke deltog i kampagnen mod Granada. Både Castilien og Aragonien deltog i operationerne, dog ikke på lige fod. Krigen var deres første større, fælles, udenrigspolitiske opgave. Internationalt set betød indsatsen, at de sikrede Middelhavsflanken mod tyrkernes fremtrængen i området. Tyrkerne havde i 1480 angrebet Otranto i Syditalien. Endelig gav erobringen af Granada monarkerne frie hænder på andre fronter, f.eks. mod Frankrig i Rosellon, Italien og Navarra.

Det nazaritiske emirat, Granada, opstod, da los almohades, de sidste nordafrikanske invasorer i al-Andalus, forlod landet efter det totale nederlag ved  Las Navas de Tolosa (1212), hvor det efter forskellige indbyrdes krige mellem lokale, arabiske chefer endte med, at det lykkedes Muhammad Ibn Yusuf Ibn-al-Ahmar at få anerkendt emiratet. Fra 1238 blev Granada hovedstad i dette sultanat på ca. 30.000 km2. Man havde 648 km. landegrænse mod Castilien og 476 km. mod Middelhavet. Ingen anden grænse mellem al-Andalus og det kristne Spanien holdt i så mange år. Stabiliteten blev opretholdt af en række aftaler, som fornyedes med jævne mellemrum, hvor man enedes om at respektere grænsedragningen, mod at Granada betalte vasalpenge til Castilien.

La Alhambra i Granada var dels et  fæstningsanlæg og dels paladser i emiratet 

Da Henrik IV døde (1474), og den castilianske borger- og arvefølgekrig begyndte, blev Granada regeret af Abdul Hasan Ali – på castiliansk Muley Hasan. Han udnyttede den ustabile situation i Castilien – man glemte endog at opkræve vasalskatterne – til en række militære indfald på kristent territorium.

Krigen i Granada var på samme tid en middelalderlig- og en moderne krig. Foruden de traditionelle våben, lancerede man for første gang artilleri og ildvåben. Antallet af soldater var overvældende. I 1482 – 1484 brugte man mellem 6000 og 10.000 ryttere og mellem 10000 – 16000 fodfolk, mens man i 1491 brugte 10000 ryttere og 50000 fodfolk. Det drejede sig om uensartede og ustabile hære, hvoraf kun 2000 – 2500 ryttersoldater var fra den kongelige garde eller fra broderskaberne.

Artilleriets rolle var betydelig. Man gjorde store finansielle og tekniske anstrengelser for at udvikle en artillerifabrik. Ansættelsen af franske eksperter og opførelsen af værksteder og konstruktionshaller i Écija (Sevilla), gjorde at De Katolske Majestæter kunne disponere over mere en 200 stykker artilleri i belejringerne af Málaga og Vélez-Málaga i 1487.

Rekrutteringen, organiseringen og forsyningen af disse kontingenter var en opgave af rækkevidde. Under belejringen af Málaga fortærede hæren mere en 60000 skæpper rug, 68000 skæpper hvede, og på dage med stor aktivitet brugte man over 5000 muldyr og mellem 500 – 800 vogne til transport. At skaffe penge til disse aktiviteter var en af monarkernes største bedrifter. Pengene blev opkrævet i h.t. pavelige buller, der godkendte opkrævninger til den hellige krig, af kirken, af byerne og af adelsstanden og broderskaberne. Endvidere blev der pålagt los mudéjares (maurerne) og de jødiske samfund store ekstra skatter, samtidig med at man udstedte statsobligationer og optog rentefri lån. Endelig solgte man mange af de tilfangetagne fjender som slaver, mens man opkrævede løsepenge for de mere celebre fanger.

Sultanen erobrede i 1481 byen Zahara (i den østlige ende af Cádiz-provins) – byen var erobret af de kristne i 1407 under Fernando de Antequera (Ferdinand I af Aragonien). Denne begivenhed betragtes af mange som startskuddet til krigen. Den blev i hvert fald benyttet som casus belli af Isabella og Ferdinand til at starte operationer i stor skala. Det første kristne svar kom imidlertid ikke fra monarkerne, men fra Andalusien, fra D. Rodrigo Ponce de León, hertug af Cádiz. Hans initiativ førte til indtagelsen af Alhama de Granada, en betydningsfuld lokalitet kun 8 leguas (legua=5,5 km.) fra hovedstaden. Greven tog ingen fanger, Alhamas gader var fyldt med lig, ingen levende sjæl blev sparet, hundene holdt festmåltid i dagevis. Alhamas fald udløste en rasende reaktion hos sultanen. Han belejrede uden held byen ved tre lejligheder for at genvinde den.

Krigen kan inddeles i tre etaper: 1482 – 1484 drejede det sig om hælp til at opretholde erobringen af Alhama, 1485 – 1487 er den afgørende etape p.g.a. de diplomatiske og militære fremgange man opnår p.g.a. de indre stridigheder i sultanatet; og endelig 1488 – 1491 med færre militæraktioner end tidligere, hvor monarkerne nedkæmpede først El Zagal og siden Boabdil og indtog Granada og emiratet.

Krigszonen blev af de kristne opdelt i tre afdelinger, som blev dirigeret fra hhv. Écija, Jaén og Lorca. Man prøvede i juni-juli 1482 forgæves en belejring og erobring af Loja. Greven af Cadiz’ og stormesteren af Santiagos smertefulde nederlag i la Axarquía i 1483 blev i nogen grad opvejet af generobringen af Zahara i oktober 1483 og nye kristne erobringer af Tajara, Alora og Setenil. Man lavede succesfulde hjælpeekspeditioner til Alhama og man opførte utallige vejspærringer i Granada-dalen, hvilket ødelagde høsten for granadinerne.

Boabdil bøjer sig i overgivelse for Den Katolske Konge, Ferdinand

Men den mest betydningsfulde begivenhed i disse første krigsår var et resultat af de indre stridigheder i det granadinske emirat: Boabdils oprør mod sin far Muley Hasen i begyndelsen af 1483. Boabdil var så uheldig at falde i kristne hænder under et indfald på kristent område ved Lucena, hvilket gav De Katolske Monarker en fint, diplomatisk kort på hånden. Monarkerne lod Boabdil underskrive en vasalpagt for sin frihed, ifølge hvilken han skulle fortsætte og forstærke sit oprør mod faderen. Til sikkerhed for aftalen beholdt man Boabdils søn, hans bror og 10 andre sønner af højtstående Boabdil-folk som gidsler.

Den midterste periode – fra 1485 – 1487 – er karakteriseret af kristen fremgang i den vestlige og midterste del af emiratet. Man erobrede Ronda (juni 1485) og Málaga (august 1487). Málaga blev først indtaget efter en lang og blodig belejring, som endte med, at alle forsvarerne, ca. 3000 mand under Hamet el Zegri, og størsteparten af byens 8000 mauriske indbyggere blev solgt som slaver, fordi de ikke kunne betale den fastsatte løsesum for deres frihed. I Granada-dalen erobrede man i 1486 fæstningerne i Loja, Illora, Moclín, Montefrío og La Colomera.

Fæstningen i Málaga  

Man må igen se på, hvad der skete internt i Granada. Efter aftalen med Boabdil i 1483, var denne atter vendt hjem. Han dominerede den østlige del af riget og havde sit hof i Guadix. Han blev kaldt Drenge-kongen (El Rey Chico). Da imidlertid El Zagal (Den Tapre), emir Muley Hasans broder, indtog Almería i 1485, blev Boabdil tvunget til at flygte til kristent område. De Katolske Monarker besluttede at hjælpe Boabdil med at vende tilbage til emiratet for at bekæmpe El Zagal, som havde detroniseret sin broder, Muley Hasan.

Resultatet af De Katolske Monarkers diplomati var strålende. Sejrene ved Málaga og Vélez-Málaga tvang El Zagal til Almería,  Boabdil kunne gøre sig til herre over Albaicín og Granada (april 1487). Dette førte til en endelig aftale med Boabdil, som fastsatte, at han skulle overdrage Granada og byens fæstninger så hurtigt det kunne lade sig gøre mod til gengæld at få et herresæde i Las Alpujarras (sydsiden af Sierra Nevada). Granadas indbyggere blev lovet religions- og andre friheder. Endelig enedes man om en sidste fælles indsats mod El Zagal.

Don Rodrigo Ponce de León, greve af Cádiz

Slutfasen i krigen er karakteriseret først af udslettelsen af El Zagal, som beherskede zonen omkring Baza, Guadix og Almería, og derefter af underkastelsen af Boabdil, som i sidste øjeblik nægtede at opfylde aftalen af 1487. Årene 1488 og 1489 var præget af relativ stilstand p.g.a. forskellige castilianske, indenrigspolitiske forhold, men i april 1491 indledte man belejringen af Granada. Belejringen var ikke præget af de store krigshandlinger, men af intensive forhandlinger. Disse forhandlinger sluttede med en aftale af 25. november 1491 i Santa Fé. Disse aftaler gav Boabdil en frist på maksimalt 60 – 65 dage, altså til slutningen af januar 1492, til at overgive byen og fæstningen til De Katolske Monarker. P.g.a. frygt for interne oprør bad Boabdil allerede den 1. januar De Katolske Monarker om at sende kristne tropper til byen og besætte La Alhambra og dens fæstninger. Den 2. januar 1492 marcherede den kristne hær med monarkerne i spidsen – i dagens anledning klædt i pragtfulde, mauriske klædedragter – ind i Granada. De blev modtaget af Boabdil, som overrakte dem byens nøgler, hvorefter han trak sig tilbage til Las Alpujarras (sydsiden af Sierra Nevada), samtidig med at korset og de kongelige flag og faner blev hejst over den besejrede by.

To billeder fra den samme situation, nemlig fra Granadas overgivelse. Til venstre ses kong Boabdil på vej til at overrække byens nøgler til De Katolske Monarker. Til højre ses De Katolske Monarker ved la Alhambras byport på vej til i triumf at ride ind i den besejrede by.

Overdragelsesaftalen fra Santa Fe var meget gavmild og generøs overfor den mauriske befolkning. Det skyldtes de kristnes ønske om at få afsluttet krigen så hurtigt som muligt. Udover at skulle overdrage fæstninger og militæranlæg beholdt de mauriske indbyggere stort set alle rettigheder vedrørende religion, retsvæsen, ejendom, indenrigspolitik m.m. Alle granadinske fanger blev frigivet. Evt. krigsforbrydelser begået af maurere under krigen blev benådet. Hvis aftalen var blevet overholdt, kunne Granada have fortsat som en islamisk stat under castiliansk overhøjhed næsten som inden krigen. Men sådan skulle det ikke gå. Den mauriske livsstil forvandlede sig hurtigt til det mauriske problem. De kristne havde hverken viljen eller evnen til at overstige den kulturelle og ideologiske kløft, som adskilte de to samfund. Allerede i 1502 blev maurerne stillet overfor spørgsmålet om konvertering til kristendommen eller udvisning.

Erobringen af Granada udløste et jubelskrig i det kristne Europa, meget højere end da Columbus nogle måneder senere opdagede Amerika. Man anså sejren for en begivenhed, der fik balancen mellem kristendommen og islam til at tippe i kristent favør. Kronikøren Pedro Mártir skrev om 1492: At året blev vendepunktet for Spaniens ydmygelser, det var enden for dette barbariske folks (maurernes) lykkelige skæbne, som for ca. 800 år siden….., kom fra Mauritanien……, og grusomt og arrogant undertrykte det spanske folk. Det er klart, at budskabet om erobringen ikke udløste den samme begejstring i den islamiske verden. I Cairo skrev kronikøren Ibn Iyas: At det var en af de frygteligste katastrofer, som nogensinde havde ramt islam…  Overalt var man enig om, at tabet af Granada var som tabet af paradiset for den islamiske verden. Poeten Yahya al-Qurtubi udtrykte det således: Hvad var Granada? Hjemsted for Yihad (Hellig Krig)? Hvor talrige var ikke de tapre krigere, som kæmpede som løver! Hvad blev der af deres pragtfulde Alhambra, som fremkalder erindringen om herlighederne i Edens Have?  

De Katolske Monarkers mausolæum i
Det Kongelige Kapel i Granada