Både artiklen og vennernes beskrivelse advarede om, at turen ikke er for ”tøsedrenge” eller folk med gangproblemer, og dette i mente forberedte vi os med passende væske og bocadillos, bananer m.m.  Påklædningen blev valgt efter, at vi hovedsageligt skulle gå i vand til midt på skinnebenene, og fodtøjet, ja det viste sig senere at blive et problem.  Kisser ville ikke ofre sine nye, dyre ECCO sandaler på turen, så hun fandt sine gamle, trofaste sejlersko frem fra gemmerne.

Med os på turen havde vi et vennepar, Lise og Knud fra Birkerød, som også holder meget af at gå vandreture og udforske ”uopdaget” land.

Den første etape – bilturen til cementfabrikken – lykkedes over alt forventning.  Den gode beskrivelse gjorde, at vi nemt fandt vej gennem Nerja’s virvar af smågader og rundkørsler, og da vi havde valgt søndagen som udflugtsdag, undgik vi de mastodontstore cementbiler på den meget smalle vej ned til floden.

Forventningerne var store og humøret højt, da vi parkerede bilen bag cementfabrikken og begav os ud på Rio Chillar’s nedre løb. Floden er på dette sted meget bred og lignede de fleste andre floders nedre løb tæt på kysten med kun en lille stribe vand, som beskedent finder vej mellem bevoksninger af meterhøje bambus og opdyrket campo land. 

Det varede imidlertid ikke længe, før klipperne rejste sig på begge sider af floden.  På vestsiden som nøgne lodrette klippevægge med et farvespil i de smukkeste solgyldne farver.  På østsiden voksede Pinjetræernen sammen med almindelig skovvegetation fra højderne helt ned til flodbredden og leder vandringsmanden på vej med en liflig duft af skov og natur.

Efter endnu nogle minutters vandring snævrede floden ind, og det var slut med at gå tørskoet.  Herfra og op til Vado de los Patos gik vi konstant i vand til op midt på skinnebenene.  Bunden er sten, som voksede i størrelse jo længere op i floden vi kom. 

Jeg vil ikke her gentage den gode beskrivelse af naturen fra LA DANESA’s artikel, men dog bemærke, at beskrivelsen ikke er overdrevet på nogen måde.  Naturen er virkeligt så betagende flot langs Rio Chillar, at den bør opleves!

Tilbage til vi fire vandringsmænd/ -kvinder.  Gang på gang måtte vi standse op for at beundre den storslåede natur, som bød på vandfald i flere meters højde, et flodleje, som ved Los Cahorros snævrer ind til knap et par meters bredde.  Klipperne her er ren marmor, som rejser sig lodret og lukker sig som et tag ca. 10 m over hovederne på os.  Ligeledes oplevede vi et stort antal kulsorte Guldsmede, som fløj næsten alt for tillidsfuldt rundt om os.

Lige efter Los Cahorros begyndte det at gå mere opad.  Vandet blev derfor mere brusende, og samtidigt voksede stenene i flodlejet i størrelse, så det blev noget vanskeligere af gå.

En halv time senere opdagede jeg, at Kissers hæle ikke havde det så godt.  På grund af det kølige vand havde hun ikke opdaget, at hun havde fået vabler på begge hæle, at der var blevet slidt hul på vablerne, og at huden inde bag ved vablerne havde antaget en kulør som umiskendeligt lignede rødt kød.

Vi standsede straks vores videre fremfærd op i floden.  Fandt et rastested og rådslog om, hvordan vi skulle takle situationen.  Fra rygsækken fandt Lise noget specialplaster frem, som kunne give Kisser lindring og sætte hende i stand til at gennemføre tilbageturen gennem flodlejet.  Jeg foreslog helt naturligt, at jeg ville ledsage hende tilbage til bilen, og at Lise og Knud, da vi nu var kommet så langt, kunne fortsætte alene op til Vado de los Patos og få denne oplevelse med.

Knud følte ikke, at han kunne klare den sidste del af turen, så han bad om at måtte ledsage min kone tilbage og foreslog samtidigt, at Lise og jeg fortsatte det sidste stykke op til Vado los Patos for at få denne oplevelse med.

Sådan blev det, og Lise og jeg fortsatte den sidste knap halvanden times vandring op til vores endemål, og jeg skal love for, at havde turen indtil nu ikke været betagende, blev den det på det sidste stykke.  Vi følte os fuldkommen hensat til eventyrets Bountyland.  Det var vild og uberørt natur med en storslåethed og en pragt, som vanskeligt lader sig beskrive, men som bør opleves, hvis det er muligt.

Vado los Patos er et sted, hvor floden falder lodret i en tyk stråle fra ca. 4 meters højde ned i et selvskabt naturbassin, hvor det er muligt at tage sig en forfriskende og velfortjent dukkert i det krystalklare vand.

Efter et kvarters fortryllelse kaldte virkeligheden, og vi startede tilbageturen, som i skønhed ikke lod opturen noget tilbage at ønske.

Med bekymring om, hvordan Kisser og Knud klarede nedturen, satte Lise og jeg tempoet så meget op, som terrænet i flodlejet tillod, og lige før Fábrica de la luz indhentede vi dem, heldigvis for kun at konstatere, at der ikke var alvorlige problemer.  Lise’s plaster havde virket efter hensigten.

Tilbage i Casa de Pugh nød vi et godt glas rødvin med velsmagende tilbehør på husets tagterrasse.  Vi var alle fysisk godt trætte og stopmætte på oplevelser.

14 dage senere gentog jeg turen sammen med nogle venner, der heller ikke kunne modstå fristelsen til at nyde den storslåede natur i Rio Chillar.  Efter turen var vores venner fulde af lovord om oplevelsen.  Jeg selv nødt godt af gentagelsen, som gav mig mange flere detaljer om den meget smukke natur.

Hvis jeg med denne beskrivelse har kildret andres lyst til at prøve kræfter med Rio Chillar, så lyder svart. ”Klem bare på”, hvis I er i god fysisk form. Turen tager 5-6 timer og giver jer en uforglemmelig oplevelse, som I kun finder i Bountyland.

Kisser og Freddy Pugh