Danmark vil overtage
beskatningsretten til privatpensioner:
Pensionsdrømme brister for mange
Af Claus Iversen og Lars Erik Skovgaard
Fredag den 29. juni 2007, 03:30
Drømmen om at flytte til Spanien eller Frankring for at slippe for dansk
skat er bristet. Det vil ikke i fremtiden kunne lade sig gøre, og derfor
vil langt færre fremover formentlig flytte sydpå.
Mellem 600 og 800 danske pensionister er de senere år flyttet til
Spanien og Frankrig årligt og tallet er steget meget kraftigt. Men nu
vil det formentlig falde, eller i hvert tage betydeligt af. Eller også
vil trafikken flytte til andre lande.
Det vurderer direktør Michael Nielsen fra Care Udland, der er
specialiseret i at rådgive danskere, som flytter til udlandet.
Årsagen er, at et bredt politisk flertal i Folketinget nu trækker tæppet
væk under stort set alle skattefordele ved at flytte fra Danmark til
Frankrig eller Spanien. Det sker som en direkte udløber af en dom ved
EF-Domstolen, som for nylig åbnede for skattefradrag for indskud hos
udenlandske pensionsselskaber.
Det gør det nemmere at slippe uden for de danske skatter med mindre
reglernes ændres.
Alene skatten på pensionsafkast har de senere år givet flere penge til
statskassen end top- og mellemskatten tilsammen, og næsten lige så meget
som den bundskat på 5,5 procent, som stort set alle danskere i dag
betaler.
37 milliarder kroner høstede staten i 2005 på de 15 procent, der skal
betales af al pensionsafkast i Danmark. For 2006 ventes samme skat at
klinge med mere end 30 milliarder kroner i statskassen.
Går glip af millioner
Dertil kommer de høje skatter, som pålægges pensioner, når de kommer til
udbetaling. Både livrenter og ratepensioner beskattes som almindelig
indkomst og dermed med op til 60 procent. Også de indtægter er i fare
for at smuldre væk, hvis regeringen ikke griber ind med nye regler og
stramninger af den ene eller anden slags.
Skatteministeriet anslår, at man i øjeblikket går glip af et trecifret
millionbeløb årligt fra de tusindvis af danskere, der har taget danske
ratepensioner med til udlandet, og som er trukket fra i den danske skat,
før de flyttede.
Rejser man således til Frankrig eller Spanien med disse pensioner, har
man kunnet slippe langt billigere og i visse optimale tilfælde med stort
set ikke at betale skat.
Michael Nielsen fra Care Udland mener, at de nye regler vender op og ned
på meget. Et af de områder, der hurtigt vil blive påvirket, er
danskernes boligkøb i udlandet.
»Skal man betale fuld skat i Danmark, hvis man bosætter sig i Frankrig
eller Spanien, vil langt færre have råd til at flytte sydpå og købe dyre
boliger. Folk vil i stedet købe en mindre lejlighed og næppe flytte
permanent til Spanien eller Frankrig. Det vil nemlig ikke kunne betale
sig, fordi man så både skal betale skat i Danmark og sygeforsikringer i
Frankrig, der let kan koste otte procent af hele ens løn,« siger Michael
Nielsen.
Det mest opsigtsvækkende i den nye aftale er, at skatteminister Kristian
Jensen (V) får en bemyndigelse til at opsige de 50 år gamle såkaldte
dobbeltbeskatningsaftaler Danmark har med Frankrig og Spanien.
Det er, hvis Frankrig og Spanien ikke selv vil give Danmark ret til at
beskatte de pensioner, som er trukket fra i dansk skat, at Danmark nu
truer med at opsige de gamle aftaler, der blev indgået i 1957 og som
skal hindre, at man kommer til at betale skat to lande på samme tid.
Vil vække opsigt
Professor i skatteret på Copenhagen Business School, Niels
Winter-Sørensen, mener, at Folketinget tager et meget stort skridt, når
de nu truer med at opsige disse dobbeltbeskatningsaftaler med Frankrig
og Spanien.
»Det vil utvivlsomt vække stor opsigt også uden for landets grænser,
hvis de bliver opsagt uden at indgå nye aftaler,« siger Niels
Winter-Sørensen.
Michael Nielsen mener dog ikke, at regeringen lukker alle huller for at
slippe uden om dansk skat på pensioner.
»Der er stadig muligheder i andre lande, eksempelvis Tyrkiet, for at
slippe for den høje danske skat, hvis man har de rette pensioner og gør
det på den rigtige måde,« siger han.