La Memoria Andalusí 

Gør Den Danske Klub til din startside

Tilbage til Arkiv

Al Andalusí, den mest strålende periode i Spaniens omskiftelige historie
Det var mænd med mørkebrune ansigter, som var garvede af ørkenens vind, pragtfulde ryttere, som red på smukke fuldblods heste. Mænd som forstod at nyde livets sensuelle sider, som det kom til udtryk i deres skik med eksotiske harem’er. I foråret 711 steg 12.000 mand under kommando af guvernøren af Tanger, berberen Tariq b. Ziyad, og i profeten Muhameds navn i land ved Gibraltar. Kavaleriet var bevæbnet med lette lanser, sabler og spyd, og de blev fulgt af infanteriet, som mødte fjenden med lange sværd, buer, pile og skjolde. En ny sol skinnede over dem,  og de drømte om at indtage Hispania. Fra Djebel-al-Tariq indledte disse mænd et forbavsende togt. De besejrede den vestgotiske konge, Rodrigo, ved Guadalete og trængte frem til Toledo. Den hellige krig for Allah, den medfølende og barmhjertige – for Allah er stor – var et strålende rygstød for dem af metafysisk karakter. De kæmpede for disse principper, så alle måtte vige. De repræsenterede Halvmånen med deres krumsabler.

Denne strålende islamiske fortrop blev året efter forstærket med yderligere 18.000 soldater, som gik i land på Halvøen under kommando af Musa b. Nusayr, den arabiske guvernør i Quayrawan (Marokko) og hjernen bag erobringen. De avancerede uimodståeligt til Mérida efter at have besejret en vestgotisk hærafdeling ved Segoyuela. I Toledo udråbte de kaliffen af Damascus til hersker over Hispania. Kort efter erobrede de Aragón, Galicien og det østlige Hispania. De havde føjet endnu en glorie til Damascus’ ære ved at indlemme Al Andalus i Dar-al-Islam[1]

Al Andalus omfattede i første halvdel af VIII årh. hele det nuværende Spanien og Portugal med undtagelse af områder i Pyrenæerne og i de Cantabriske bjerge (Asturien), som araberne undlod at erobre i det berømte slag ved Covadonga, en lokalitet, som har fået en mytisk klang i den spanske historie. Man mener, det var ved Covadonga, man standsede arabernes fremmarch og reddede den kristne kultur. Asturien måtte dog underkaste sig som vasal og betale skatter til Córdoba, bl. a. den berømte ”Tributo de las cien doncellas” (Skatten på 100 ungmøer). Man fortsatte ekspansionen ind i Frankrig, men blev i 732 standset ved Poitiers. Af den grund og p.g.a. indre stridigheder mellem araberne indbyrdes trak man sig tilbage til syd for Pyrenæerne. De samme indre stridigheder resulterede i 739 i veritabel borgerkrig i Al Andalus mellem arabere og berbere og bevirkede, at asturerne kunne frigøre sig fra deres vasalstatus og skubbe grænsen lidt mod syd. En udvikling som fortsatte de følgende århundreder.

Halvøen omkring år 800

Læs hele historien om La Memoria Andalusí