Grill-demonstration i klubben 


Bookmark Den Danske Klub i Torre del Mar

Gør Den Danske Klub til din startside

 

Tilbage til Blad

 
Ægteparret Henny og Henrik Michelsen besøgte klubben torsdag den 21. februar 2008:
 


DEMONSTRATION AF COBB-GRILL I KLUBBEN
Torsdag den 21. februar havde klubben besøg af ægteparret Henny og Henrik Michelsen, som demonstrede en fiks og anvendelig grill-model i patioen. Efterfølgende forærede ægteparret klubben et eksemplar med tilbehør.

Parret har sendt os følgende om sig selv og deres nyetablerede forretning i Spanien:

Henny og Henrik MichelsenVi er et dansk ægtepar, som flyttede til Catalonien for godt 2 år siden. Vor datter har boet i nærheden af Barcelona i snart 15 år, har stiftet familie og har fået 2 børn, så at være i deres nærhed var selvfølgelig hovedårsagen til vor beslutning om at bosætte os her.

Efter et langt arbejdsliv i Danmark (Henrik havde mere end 30 års anciennitet i FLS Smith og havde titel af "senior vice president" de sidste mange år; Henny var produktchef i Superfos Kemi (som senere kom til at hedde Brenntag Nordic)), vidste vi godt, vi gerne ville være aktive i Spanien i hvert fald nogle år endnu. Vi har undersøgt flere muligheder og vendte flere gange tilbage til Cobb-grillen, som har fået stor succes i Danmark og mange andre lande i Europa, ligesom den sælger fantastisk i både USA, Australien og New Zealand.  Vi mødtes sidst på foråret 2007 med direktøren for Cobb International i London, hvor vi blev enige om at starte op i Catalonien. Vi fik vor første prøveordre sidst på sommeren, og i efteråret blev vi enige om at udvide vore distributionsrettigheder til at omfatte hele Spanien.

Det er vi så gået i gang med, og det var en af årsagerne til, vi besøgte jer. Cobb'en kendes endnu ikke i Spanien og er meget forskellig fra de griller, spanierne er vant til. Derfor forsøger vi at lave nogle brohoveder i områder, hvor der er skandinavere og englændere, som har et lidt andet forhold til det at grille.

Vi vil meget gerne have, at Cobb'en bliver mere kendt, fordi vi ved, det er et velfungerende og meget anvendeligt produkt, som kan bruges i haven, på terrassen, i campingvognen, på stranden, på udflugt i naturen, på båden - ja overalt, hvor man vil hygge sig med at grille. Den kan bruges hele året: til fisken om foråret, lammekøllen til påske, kyllingen hen over sommeren, flæskestegen (hvis man ellers kan få fat i en) til jul, og den kan riste kastanjer til at varme sig på, hvis det skulle blive køligt hen på vinteren. Cobb'en fungerer som en lille konvektionsovn, og kødet bliver mørt og saftigt uden at "branke". Cobb'en brænder maksimal tid på et minimum af brændstof, så den er meget økonomisk i brug. På én optænding kan man både lave forret, hovedret, dessert eller bage brød på eftervarmen. Grillpladens specielle udformning gør, at den ikke oser i brug (kun lidt under optænding), og der kommer ingen flammer. Den er sikker at bruge. Vore børnebørn elsker, når vi laver pandekager i det fri.

Vi er i færd med at opbygge et distributionsnetværk, men ting tager tid, og vi har endnu ikke fundet en distributør i i Torre del Mar. Muebles Daneses og Aguapool i Mijas og Danish Design i Torrevieja tager den ind i deres derværende forretninger. Aguapool har også en afdeling i San Pedro de Alcántara, men om Cobb'en vil blive solgt der, vides endnu ikke. Det bevirker imidlertid, at vi bliver nødt til at tids- og mængdebegrænse vort tilbud til klubben for ikke at komme i karambolage med eventuelle distributører.

Vort tilbud i denne omgang lyder derfor:

10 Cobb kasser hver indeholdende:

Cobb grill1 Cobb grill + 1 Cobb bæretaske + 1 ekstra grillrist (den der løfter kødet/kyllingen, så man ikke skal vende så ofte) til en pris af EUR 155 minus 10%, dvs. EUR 139,50 frit leveret på jeres adresse.

Prisen for samme udstyr i Danmark er: DKK 1148 for grillen (på hjemmesiden www.cobb.dk fremgår det ikke, om tasken er med i prisen),samt DKK 149 for grillristen, dvs. min DKK 1297 eller EUR 174.

Med i tilbudet får klubben 2 kasser hver med 20 poser af de specielle kokosbriketter uden beregning (anbefalet udsalgspris EUR 3,50 pr. pose)  Er I fremover interesseret i sælge yderligere briketter som et servicetilbud til medlemmerne, kan det også lade sig gøre.

Vor Cobb hjemmeside er i øjeblikket under udarbejdelse, men man kan klikke ind på www.cobb-barbacoa.com, som også har et link til de øvrige Cobb hjemmesider.

Det er meningen, vort firma CASA DANESA TRADING skal have flere produkter i sortimentet, så vi håber med tiden at kunne stille flere klubtilbud til jeres rådighed.

Tlf. Henny og Henrik Michelsen, 620948472 og 972826528. Email hmichelsen@msn.com. Eller man kan henvende sig til webmaster.
 


 


| Den Danske Klub i Torre del Mar |
| Calle Piragua 2 | bloque Las Arenas |
| Apdo. 300 | 29740 Torre del Mar (Málaga) |