Vi fortsatte til Casa Cervantes, idet vi samtidig kiggede på La Fuente de S. Francisco, et smukt springvand, der tidligere var en del af byens vandforsyning. Casa Cervantes er opført í de første år af det XVI årh. i mudéjar-stil, det fortælles, at Cervantes boede her, mens han arbejdede som kommunens skatteopkræver – men det er vist en skrøne. Sikkert er det imidlertid, at han har besøgt Vélez ved en enkelt lejlighed og da formentlig overnattede i huset. Bygningen er totalrenoveret. Den indeholder en patio med springvand. Lokalerne bruges til sprogundervisning i de fleste europæiske sprog, som arbejdsformidlingskontorer og til andre kommunale serviceydelser.

Fra Plaza de S. Francisco fortsatte processionen til Plaza de las Carmelitas (rådhuspladsen). Her ligger Convento e Iglesia de las Carmelitas (kloster og kirke), klosteret er opført i 1702 af Carmelo Descalzo-ordenen (barfods-ordenen), kirken nogle år senere. Flere af deltagerne havde stor fornøjelse af at handle med nonnerne, som er så sky, at handelen foregår gennem en lille lem, som er dækket af et sort klæde. Vi mødte en meget, meget lille og meget, meget gammel dame, som ankom på et meget, meget lille æsel, som slet ikke ville klappes. Hun solgte græskar til nonnerne – også gennem den tildækkede lem.

Turen fortsatte til det moderne teater, El Teatro del Carmen, som har en broget historie. Det er oprindelig et kloster og en kirke, som blev opført 1601 på initiativ af fray Antonio Jesús, som var dicipel af Santa Teresa (en af de kendteste, religiøse skikkelser i den spanske historie). I 1822 solgte man de omgivende jorde, hvorpå der blev bygget en tyrefægterarena. Den blev nedrevet i 1967, nu er der en smuk park. Ved det store jordskælv i 1884, som også gik hårdt ud over Vélez-Málaga, styrtede en del af kloster- og kirkebygningerne sammen. De resterende omdannede man til teater, som er renoveret og moderniseret ved flere senere lejligheder.

Fra Carmen fortsatte vi til Las Claras, Convento Nuestra Señora de Gracía, et stort kloster, som blev opført i 1503. Det blev oprindeligt bygget i den gamle, arabiske bydel, La Villa, men ca. 50 år senere flyttet til den nuværende placering p.g.a. pladsmangel. Der er planlagt store festligheder til næste år i anledning af 500 års-jubilæet.

Nu gik vi langs den oprindelige ydre, arabiske ringmur om den arabiske bydel, La Villa, frem til sognekirken, San Juan Bautista. Kirken ligger lige udenfor ringmuren, den blev opført straks efter generobringen, 1487, i mudéjar-stil, men blev senere, XVIII årh., ændret på så mange punkter, at man næsten kan tale om en kirke, hvori der står en anden kirke. Desværre kom vi ikke ind i kirken – og fik således ikke hilst på jomfuen fra Remedios-kapellet. Vi kunne dog have kommet ind via en bagdør, men på det tidpunkt var mindst halvdelen af deltagerne på vej mod Puerta Real, indgangsporten til medinaen (den arabiske bydel), så vi fik ikke set hverken jomfru eller Paco Hernández’ imponerende vægmaleri bag altertavlen.

Nu gik det stejlt opad gennem smalle gader mod den gamle moské, nu kirken Santa María la Mayor fra IX årh., udnævnt til det fineste, religiøse mudéjar-byggeri i hele Málaga stift. Kirken er indvendig under totalrenovering, så selv om håndværkerne havde døren åben, var der ikke meget at se. Nu manglede vi kun den sidste stigning op til fæstningen og frokosten, klokken var blevet over 13:00. Efter en lille briefing om fæstningens historie, fordelte vi os på området.

Efter frokosten kørte en del til Don Pedro i Torre del Mar og fik kaffe og de vidt berømte lagkager. En god dag var slut. Mange var trætte i benene. Selv om det måske var en tur, der først og fremmest handlede om kulturel oplysning, er bakkerne i Vélez ikke til at spøge med. Næste tirsdag går turen til Sayalonga, vi skal over floden ad vejen mod Corumbela. Vel mødt.

Efter endt travetur gør det godt med kaffe og lagkage hos Don Pedro i Torre del Mar