Som nævnt i artiklen
om traveturen til La Fuente del Esparto, havde traveklubben besluttet at
gøre en byrundtur i Vélez-Málaga tirsdag 5. november 2002. Vélez er udnævnt
til ”Historisk, kulturel by” p.g.a. af byens mange gamle bygninger
og monumenter af arabisk oprindelse eller arabisk inspirerede. Webredaktøren
havde lovet at levere historiske oplysninger om byen og bygningerne.
Oplægget
må have inspireret mange af klubbens medlemmer, idet der var mødt 65
deltagere op ved Conjunto Europa i Torre del Mar, traveturenes normale
udgangspunkt. Flere af de fremmødte var ikke ”faste kunder” i
traveklubben, så vi tillader os at tro, at det kulturelle indhold havde
lokket et par ekstra stykker til.
Vi
startede med via Arenas-vejen at køre til den arabiske fæstning på det
højeste punkt i byen, hvorfra der er en strålende udsigt over Hoya de
Vélez,
bjergene øst og vest for byen og til Torre del Mar og Middelhavet. Efter
lidt orientering om byens omskiftelige fortid - som der blev sat punktum
for med den kriste generobring i 1487 - og oprindelse, bevægede vi os ned
ad den fine ny, nu asfalterede tilkørselsvej til fæstningen. Vi gjorde
ophold ved Ermita de San Sebastián og fik historien om, hvordan den
trofaste væbner reddede kongens liv under den kristne belejring af byen,
og om hvordan dette efter dronning Isabellas befaling fik indflydelse på
udseendet af Vélez-Málagas byvåben og fane.
Via
Arenas-vejen fortsatte vi op mod El Cerro de S.Cristóbal, hvor
bedekapellet, la Ermita de la Virgen de los Remedios (Den trøstende
jomfru) ligger på toppen. Vi fik historien om, hvordan og hvornår
kapellet blev opført, hvordan la Virgen blev byens patrona
(skytshelgeninde), og vi beså det imponerende kapel både ud- og
indvendigt, især indvendigt er det utroligt flot med et stort kor i den
ene gavl. Koret rummer et camarín (en niche), hvor la santisima virgen
residerer. Hun var dog ikke hjemme denne dag, men på besøg i sognekirken
San Juan Bautista (Johannes Døberen), som vi skulle besøge senere på
turen. Kapellet er forsynet med et antal vægmalerier, de fleste udført
af den velenske maler Evaristo Guerra. Malerierne
på koret og på de ovale medaljoner på søjlebuerne er dog af betydelig
ældre dato. De viser motiver fra Felipe V og María Louisa af Savoyens
regeringstid. Vi hørte også legenden om jomfruen, som blev fundet af en
hyrde og bragt hjem til hans datter, hvorefter hun gang på gang forsvandt
og blev fundet på det samme sted, nemlig hvor man byggede kapellet.
Koret i kapellet for la Virgen de
los Remedios
Fra El Cerro er der fra en
charmerende pergola med bænke en fremragende udsigt over de centrale
bydele, så frem for straks at gå ned til Plaza de Gloria og Plaza de San
Francisco, fik vi en orientering om de bygninger, der ligger på pladsen,
om deres historie og nuværende anvendelse. Det drejede sig om El Palacio
de los Marqueses de Beniel, Convento e Iglesia de San Francisco
(Santiago), Casa Cervantes og La Fuente de S. Francisco. Derefter
gik vi ned ad den lange, stejle bakke til Palacio Beniel. Paladset, som er
opført 1610-17, er det ypperste udtryk for velensk mudéjar-arkitektur.
Det kommer især til udtryk i balkon- og søjleopbygningen på 1. sal og på
smedejernsdekorationerne. Paladset blev opført af den kongelige rådmand,
Alonso Molina y Medrano. Det gik i arv til greverne af Beniel (Murcia),
som imidlertid aldrig boede i bygningen. Den blev brugt som hovedkvarter
for kystens kommandanter (los capitanes generales de la costa), senere som
retssal, og fra 1899 til 1982 var den byens rådhus. I dag er paladset
indrettet som hjemsted for La Fundación María Zambrano – María
Zambrano er en anerkendt og verdenskendt spansk digter og filosof, som fødtes
i Vélez-Málaga i 1904 og
døde i Madrid 1991 – og for La Universidad de la Axarquía. Endvidere
holder man en masse kulturelle udstillinger af forskellig art i bygningen.
Alle 65 danskere (nordmænd) invaderede paladset på en gang og nød det
smukke interiør og den dejlige kølighed i bygningen (det var en ret varm
sommerdag udenfor).
Øverst El Palacio de los Marqueses
de Beniel, byens tidligere rådhus. T.h. udsnit af søjlebuegangen på 1.
sal med la Fundación María Zambrano
Efter Beniel gik vi de få skridt til
Convento e Iglesia de S. Francisco, klosteret som er bygget ovenpå en
gammel moské, hvor
fra man kun har bevaret minarettårnet, nu forvandlet til
klokketårn. Moskeen blev i 1488 overdraget til franciscanerordenen,
klosteret og kirken blev bygget 10 år senere. Vi fik adgang til patioen,
som var smuk, sval og kølig med et springvand i midten. Der hang et stort
vægmaleri i den ene side forestillende ceremonien, hvor pave Alejandro VI
i 1496 via en pavelig bulle Si convenit udnævner Isabella og
Ferdinand til ”Reyes Católicos”. Det pavelige dokument anførte som
grund for en sådan tildeling samlingen og fredeliggørelsen af deres
riger, udvisningen af jøderne, erobringen af det islamiske Granada m.m.
Vi
fortsatte til Casa Cervantes, idet vi samtidig kiggede på La Fuente de S.
Francisco, et
smukt springvand, der tidligere var en del af byens
vandforsyning. Casa Cervantes er opført í de første år af det XVI årh.
i mudéjar-stil, det fortælles, at Cervantes boede her, mens han
arbejdede som kommunens skatteopkræver – men det er vist en skrøne.
Sikkert er det imidlertid, at han har besøgt Vélez ved en enkelt
lejlighed og da formentlig overnattede i huset. Bygningen er
totalrenoveret. Den indeholder en patio med springvand. Lokalerne bruges
til sprogundervisning i de fleste europæiske sprog, som
arbejdsformidlingskontorer og til andre kommunale serviceydelser.
Fra
Plaza de S. Francisco fortsatte processionen til Plaza de las Carmelitas
(rådhuspladsen). Her ligger Convento e Iglesia de las Carmelitas (kloster
og kirke), klosteret er opført i 1702 af Carmelo Descalzo-ordenen
(barfods-ordenen), kirken nogle år senere. Flere af deltagerne havde stor
fornøjelse af at handle med nonnerne, som er så sky, at handelen foregår
gennem en lille lem, som er dækket af et sort klæde. Vi mødte en meget,
meget lille og meget, meget gammel dame, som ankom på et meget, meget
lille æsel, som slet ikke ville klappes. Hun solgte græskar til nonnerne
– også gennem den tildækkede lem.
Turen fortsatte til det moderne
teater, El Teatro del Carmen, som har en broget historie. Det er
oprindelig et kloster og en kirke, som blev opført 1601 på initiativ af
fray Antonio Jesús, som var dicipel af Santa Teresa (en af de kendteste,
religiøse skikkelser i den spanske historie). I 1822 solgte man de
omgivende jorde, hvorpå der blev bygget en tyrefægterarena. Den blev
nedrevet i 1967, nu er der en smuk park. Ved det store jordskælv i 1884,
som også gik hårdt ud over Vélez-Málaga, styrtede en del af kloster-
og kirkebygningerne sammen. De resterende omdannede man til teater, som er
renoveret og moderniseret ved flere senere lejligheder.
Fra Carmen fortsatte vi til Las
Claras, Convento Nuestra Señora de Gracía, et stort kloster, som blev
opført i 1503. Det blev oprindeligt bygget i den gamle, arabiske bydel,
La Villa, men ca. 50 år senere flyttet til den nuværende placering p.g.a.
pladsmangel. Der er planlagt store festligheder til næste år i anledning
af 500 års-jubilæet.
Nu gik vi langs
den oprindelige ydre, arabiske ringmur om den arabiske bydel, La Villa,
frem til sognekirken, San Juan Bautista. Kirken ligger lige udenfor
ringmuren, den blev opført straks efter generobringen, 1487, i
mudéjar-stil,
men blev senere, XVIII årh., ændret på så mange punkter, at man næsten
kan tale om en kirke, hvori der står en anden kirke. Desværre kom vi
ikke ind i kirken – og fik således ikke hilst på jomfuen fra
Remedios-kapellet. Vi kunne dog have kommet ind via en bagdør, men på
det tidpunkt var mindst halvdelen af deltagerne på vej mod Puerta Real,
indgangsporten til medinaen (den arabiske bydel), så vi fik ikke set
hverken jomfru eller Paco Hernández’ imponerende vægmaleri bag
altertavlen.
Nu gik det stejlt opad gennem smalle
gader mod den gamle moské, nu kirken Santa María la Mayor fra IX årh.,
udnævnt til det fineste, religiøse mudéjar-byggeri i hele Málaga
stift. Kirken er indvendig under totalrenovering, så selv om håndværkerne
havde døren åben, var der ikke meget at se. Nu manglede vi kun den
sidste stigning op til fæstningen og frokosten, klokken var blevet over
13:00. Efter en lille briefing om fæstningens historie, fordelte vi os på
området.
Efter
frokosten kørte en del til Don Pedro i Torre del Mar og fik kaffe og de
vidt berømte lagkager. En god dag var slut. Mange var trætte i benene.
Selv om det måske var en tur, der først og fremmest handlede om kulturel
oplysning, er bakkerne i Vélez ikke til at spøge med. Næste tirsdag går
turen til Sayalonga, vi skal over floden ad vejen mod Corumbela. Vel mødt.
Efter endt travetur gør det godt
med kaffe og lagkage hos Don Pedro i Torre del Mar