Opstigning til Alto del
Cielo i Sierra de Almijara:
Selv om Alto del Cielo ikke er den højeste bjergtop i Sierra de Almijara,
er den et af de mest attraktive mål for vandringsfolk. Dens koniske
eller pyramideagtige form kan iagttages fra et hvilket som helst punkt
på la Axarquías østkyst og også fra Costa Tropical i Granada Provins.
Og
for mange er det en udfordring at nå toppen af el Cielo i 1505 meters
højde. I hårde vintre er toppen dækket af sne, selv om det er sjældent.
Opstigningen er nogenlunde let de første 800 meter, d.v.s. indtil man
når til de gamle bøndergårde, la Civila. På denne første etape følger
man en skovvej, hvorfra man har smukke udsigter over la Axarquía og især
til Sierra Tejeda med den majestætiske bjergtop, la Maroma, som normalt
har toppen dækket af sne om vinteren. La Civila er et passende sted at
gøre et hvil på vejen op. Herfra har man en fin udsigt over de stejle
klippeskrænter ved Maro.
Sierra de Almijara,
Alto del Cielo
Fra la Civila
starter den virkelige opstigning til Alto del Cielo. Vejen er omkranset
af en svag vegetation, som giver udsyn til vilde bjerggeder, som lever i
dette område.
Udsøgte udsigter Denne etape inviterer også til at nyde de
panoramiske udsigter over den østlige del af Costa del Sol. Først og
fremmest kan man se Nerja og Maro fra usædvanlige vinkler, men
udsigterne omfatter også store dele af kysten i Granada Provins, f.ex.
La Herradura (som er en del af Almuñécar kommune), som har fået sit navn
p.g.a. ligheden med en hestesko.
Ydermere
kan man betragte Sierra Almijaras omkringliggende bjerglandskaber med de
store farvekontraster mellem vegetationens intense grønne og
kalkklippernes grå i de højeste zoner i bjergkæden.
Bugten ved la
Herradura
Opstigningen til toppen
Opstigningen er relativ let indtil de
sidste 200 meter, idet vejen bliver meget stejl og mindre fremkommelig
p.g.a. utallige sten, som bliver spredt af de mange små bække og
vandløb, som løber ned ad bjergtoppen.
Efter en stærk fysisk anstrengelse når man toppen af la Cuesta del Cielo,
som er 300 meter mindre end nabotoppen, Navachica, men ikke mindre
imponerende. En milesten med den geodætiske position og et særpræget
kors med spejle er beviserne på, at man har besteget denne bjergtop i
Sierra de Almijara. Fra toppen er udsigterne til Málaga- og Granada
provinserne endnu mere imponerende. Man kan tydeligt se den hvide
silhuet fra Sierra Nevada og mod vest Sierra de Huma i Valle de
Guadalhorce (comarca de Málaga).
Nedturen foregår ad samme vej. Man bør være ekstra opmærksom p.g.a. de
mange bratte og stejle passager. På nedturen har man bedre mulighed for
at nyde de allerede beskrevne, fantastiske udsigter, som man måske gik
glip af på opturen.
Hvordan starter man:Man
kører ad vejen til Cueva de Nerja. Lige før man kører ind på selve
grotteområdet, drejer man til venstre ad en skovvej, som angiver vejen
til la Fuente del Esparto. Derfra følger man en grusvej, hvor man efter
ca. tre km. må efterlade bilen.
Hvornår kan man gennemføre turen:Hele
året undtagen om sommeren og på regnfulde dage.
Vanskelighed:Middel.
Varighed:
Seks timer
Ruten: Ruten er godt afmærket med
vejsten, vejen byder ikke på særlige vanskeligheder.
Anbefalinger:
Man bør anvende fodtøj, som er beregnet til bjergvandring og være godt
påklædt, idet temperaturen falder meget, når man kommer over 1000 meter
i højden.