Almanzor

Torrox - "Almanzors vugge":

Torrox - fødeby for den store arabiske hærfører, Almanzor
Torrox Torrox ligger ca. 15 km. øst for Vélez-Málaga/Torre del Mar og ca. tre km. fra kysten - Torrox Costa - 125 m. over havet. Byen er helt tydelig af arabisk oprindelse, som det især kommer til udtryk i den gamle bydel, El Callao. Byens rødder går dog tilbage til den romerske periode, idet man har fundet rester af en romersk bosættelse ved fyrtårnet i Torrox Costa. Romerne drev landbrug og fremstillede ”garum” (en slags fiskepasta) mellem I og IV århundrede e.K. I den arabiske periode udviklede Torrox sig til en håndværks- og handelsby. Man producerede silkestoffer og en særlig slags væske til at farve stofferne. Torrox blev som resten af byerne i la Axarquía generobret af Det Katolske Kongepar i 1487. I dag er hovedindustrien turisme. Om sommeren er det især spanske bilturister, om vinteren er det et stigende antal nordeuropæere, blandt disse mange danskere. Byens turistslogan er ”El mejor clima de Europa” (Europas bedste klima), hvilket måske ikke er helt forkert, idet Torrox ligger beskyttet mod vind og vejr af de store bjerge, Sierra Almijara.

Almanzors vugge
Busten af Almanzor på rådhuspladsen i Torrox Den store, arabiske hærfører og førsteminister i kalifatet i Córdoba, Almanzor, blev født i Torrox. Selv om historikerne er uenige, er man i Torrox overbevist om, at hans fødsel fandt sted i Castillo de Torrox. Man kalder byen for La Cuna de Almanzor (Almanzors vugge), og man mindes begivenheden med utallige stednavne. Almanzor døde under en mindre skærmydsel på slagmarken den 10. august 1002. I Torrox mindedes man 1000-året for Almanzors død, den 10. august 2002, med afsløringen af en buste af den arabiske chef og hærfører på byens rådhusplads. Busten er lavet af den unge, lokale billedhugger Antonio Rico Núñez. Almanzor blev iflg. overleveringerne født i byen i året 937.

Busten af Almanzor på rådhuspladsen i Torrox

Forhistorien
Al-Andalus – det islamiske Spanien (Portugal) – blev fra 756 styret af Omeya-dynastiet, som stammede fra Damascus. Den første omeya-prins, den da 20-årige Abd al-Rahman b. Muawiya b. Hishham b. abd al-Malik (Abderrahmán), ankom til Almuñécar, Granada, i 755, som flygtning, efter at hans familie, det regerende omeya-dynasti i Damascus, var udryddet og massakreret af et rivaliserende dynasti. Det lykkedes for den unge prins at overtage magten i al-Andalus, og i 756 kunne han proklamere oprettelsen af Emiratet i Córdoba med sig selv, Abderrahmán I, som den første emir. Han blev efterfulgt på tronen af sine efterkommere i flere hundrede år.

P.g.a. utallige indre stridigheder, og svage emirer, befandt emiratet sig omkring 880 i en tilstand af indre opløsning og problemer med nordgrænsen mod det kristne Asturien. Dette skabte grobund for oprør. Det farligste af disse kom fra den sagnomspundne Omar ben Hafsun. Omar blev født omkring 854 i Perauta, Málaga, i en stor muladí-familie (muladí=kristen konverteret til islam). Omar ben Hafsun var en vild, ung mand. I et slagsmål dræbte han en nabo. Derfor måtte han flygte fra retsvæsenet op i de ufremkommelige bjerge i Alto Guadalhorce, hvor han gemte sig i ruinerne af en gammel borg, som siden blev kendt som borgen Bobastro. Hans oprør blev snart til et mareridt for Córdobas emirer, han erobrede store områder i Málaga, Granada, Jaén og Sevilla, han udgjorde en dødelig trussel for emiratet. Hele området syd for Sevilla var under ben Hafsuns kontrol, han begyndte at lave raids mod Córdoba. Hans tilhængere blev rekrutteret blandt mozárabes (kristne), muladíes og berbere, som var forenede i kampen mod det arabiske aristokratis dominans.

Abderrahmán III
Fæstning I 912 døde emiren, Abd Allah. Han efterfulgtes på tronen af sin nevø, Abderrahmán III. Abderrahmán var en energisk ung mand, som ønskede fred i riget, og som forstod at skabe den. Han samlede en stor hær, som på ny erobrede Sevilla og derefter den ene befæstede by efter den anden. På sit første togt tilbageerobrede Abderrahmán III 70 stærkt befæstede byer og 300 mindre befæstede. I 914 fortsatte Abderrahmán sine angreb. Han genvandt det meste af Málaga- og Cádiz-kysten.

Omar ben Hafsun blev syg i 917 og døde i september samme år. Hans "rige" arvedes af hans ældste søn, Chafar, som efter tabet af adskillige byer i 919 blev dræbt af sin broder, Suleiman, og efterfulgt af denne. Suleiman tilfangetoges i et slag og blev halshugget i 927. Hans bror, Abd Al-Rahmán, blev ligeledes taget til fange.

Magten overgik herefter til den sidste bror, Hafs. Efter tabet af Málaga og belejring af Bobastro, overgav Hafs den mytiske borg den 19. Januar 929.

Efter erobringen af Bobastro befalede Abderrahmán III ligene af Omar ben Hafsun og hans søn Chafar gravet op. De blev offentligt udstillede til spot og spe i Córdoba. Han rejste derefter gennem Málaga og destruerede alle unødvendige fæstningsanlæg og landsforviste utallige mozárabes, som havde været tilhængere af Omar ben Hafsun. På den måde brugte han sin sejr til at opnå så stor prestige og magt, at han kunne gennemføre den største begivenhed i al-Andalus’ historie: I 929 proklamerede han oprettelsen af kalifatet i Córdoba med sig selv som den første kalif.

Kalifatet i Córdoba
Ruiner fra Al-Zahra Abderrahmán III nedstammede i syvende led fra Córdobas første emir, Abderrahmán I, som grundlagde dynastiet i al-Andalus i 756. Kaliffens betydning for al-Andalus´ kulturelle, økonomiske og politiske udvikling kan ikke overvurderes. En samtidig arabisk historiker udtalte: "Europa (det kristne Europa) drukner i snavs, i al-Andalus er der tusindvis af badeanstalter!" I brevene, som overhovedet sendte til rigets forskellige guvernører for at informere dem om indførelsen af kalifatet, underskrev han sig med titlen Amur al-Muminim (De troendes Prins). Han tog tilnavnet al-Nasir li-Dini Allah (Forsvareren af Guds religion). For at kunne modtage fremmede ambassadører og statsoverhoveder standsmæssigt og til eget brug lod han opføre en ny palads-by, Medinat al-Zahra, nogle få km. vest for Córdoba. Medinat al-Zahra blev desværre nedrevet til sidste sten ved kalifatets sammenbrud i 1031. Ruinerne eksisterer den dag i dag (se billedet). Medinat al-Zahra var pragtfuldt indrettet - et kaliffens Versailles.

Kalif Abderrahmán III befalede byggeriet startet i 936, i 945 blev det indviet, og kaliffen og hans regering flyttede ind. Indvielsen blev fejret med en reception. Denne blev foreviget af kunstnere, som tegnede Kalif Al Hakkam II og lñrde begivenhederne på væggene. Ved hoffet i Medinat al-Zahra havde man tusindvis af bøger i de store biblioteker. De indeholdt viden, som var ukendt i den kristne verden.

Kaliffens magt var ubegrænset. De officielle handlinger blev udført efter en strålende protokol og med den største pomp og pragt. På Abderrahmáns tid var der flere end 3000 husslaver og 6000 kvinder, der sørgede for kaliffen og hans palads' fornødenheder.

Al-Hakkam omgivet af lærde skribenter

Almanzor
Abderrahmán III døde i 961 og blev efterfulgt af sin søn, al-Hakkam II (961 – 976). Under denne kalif trådte en ung, ambitiøs politiker frem i forreste række ved hoffet i Medinat al-Zarah, nemlig Muhammad b. Abi Amir, den kommende førsteminister og strålende hærfører i kalifatet, den frygtindgydende Almanzor (al-Mansur bi-Allah - Allahs sejrrige kriger). Hans hurtige opstigning i hierarkiet skyldtes hans protektor, den daværende førsteminister Yafar b. Utman al Mushafi, men først og fremmest hans venskab med kaliffens favorithustru, Subh, som snart blev hans elskerinde. Subh var moder til kalifatets to tronarvinger. Ved al-Hakkam IIs død i 976 forsøgte en fraktion at skille sig af med Almanzor ved at udnævne den afdøde kalifs broder til ny kalif, men Almanzor i katedralen i Santiago de Compostela Almanzor kom dem i forkøbet. Subhs yngste søn blev kronet som Hixam II; onklen og de øvrige kupmagere blev henrettet. Almanzor blev udnævnt til førsteminister.

Almanzor i domkirken i Santiago de Compostela

Under kalif Hixam II nåede man toppen af Córdoba-kalifatets militære styrke. Det blev ledet af den geniale strateg, Almanzor. Med en stærk hær bestående af udenlandske lejesoldater spredte Almanzor skræk og rædsel i hele det kristne Spanien ved hjælp af raids og militære operationer, som han gennemførte i sommerhalvåret for at vinde bytte, hvormed han kunne opretholde lejehæren og skaffe skatteindtægter til kalifatet. Med dristige, eventyrlige felttog, i alt 55, udplyndrede han bl.a. Barcelona i 985 og Santiago de Compostela 12 år efter. Denne islamiske hærfører døde i 1002, få dage efter han blev såret under et mindre sammenstød i Calatañazor de Medinaceli (Soria). Således sluttede hans blodige sommersonater.

Kalifatets opløsning
Almanzor blev efterfulgt som visir af sine sønner, og en af dem, Abderrahmán Sanchuelo, hvis mor var prinsesse fra Navarra, udråbte sig efter broderens død i 1008 til arving af kalifatet. Men der udbrød opstand i Córdoba mod Abderrahmán Sanchuelo. Man beskyldte ham for at være usurpator og for at sympatisere med kristendommen. Han blev overvundet, og hans krop blev sømmet på et kors, som blev rejst ved en af byportene! Denne begivenhed startede en række indbyrdes krige. Da kaliffen, Hixam II, abdicerede, i 1009, tog oprørene til i styrke. I disse krige deltog også kongen af León, som gjorde sig til dommer i det dekadente kalifat, som nu var opsplittet i en række mindre riger (taifas) med hver sin lokale høvding. Således sluttede den mest gyldne periode i al-Andalus’ begivenhedsrige historie (1031).

Almanzor
Bookmark Den Danske Klub i Torre del Mar		Gør Den Danske Klub til din startside