La Axarquías Perle 


Bookmark Den Danske Klub i Torre del Mar

Gør Den Danske Klub til din startside


Lidt om Torre del Mars historie

Osbornes tyrTorre del Mars største og eneste industri i dag er turistindustrien. 

Den gamle fæstningsby, havneby, fiskerby, tidligere hjemsted for kystens største sukkerproduktion har i det XX århundrede forvandlet sig til La Axarquías Perle, et paradis for mennesker, som søger afslapning, sol og hav. 

StrandpromenadenFremsynede entreprenører har de sidste 30 - 40 år opført boligblokke med apartamentos mellem landevej N340 og havet, adskilt ved brede avenidaer med smuk beplantning. 

Torre del Mar har bredt sig sidelæns, langs med havet. Man har bygget Spaniens længste og flotteste strandpromenade (ca. 4 km.). Utallige gartnere sørger for at holde beplantningen langs promenaden med de mange forskellige palmer og et utal af blomster i den skønneste orden. 

Byens erhvervsliv har indrettet sig på den ny situation. Der er restauranter overalt i byen, langs stranden strandbarer, der er alle former for service-virksomheder.

I sommermånederne, især i august, som er Spaniens industriferie, stiger byens indbyggerantal fra de normale ca. 15.000 til ca. 100.000. Aftenstemning

Byen har to liv. Et om sommeren med alle turisterne, fortrinsvis spanske bilturister, som bor i de mange apartamentos og campingpladser (der er fem pladser omkring byen) og et andet om vinteren, hvor en del af restauranterne og servicevirksomhederne lukker.

Om vinteren overtages byen af stadig flere nordeuropæiske pensionister og mennesker i den produktive alder, som i kortere eller længere perioder står af racet i deres respektive hjemlande for at nyde den afslappede atmosfære i Torre del Mar. Det bliver nemlig aldrig vinter i Torre del Mar. Selv i de koldeste måneder, januar, februar og marts, falder temperaturen sjældent under 12 - 15 grader, og når solen skinner - og det gør den næsten altid - er det som det dejligste forår i hjemlandet.


Sådan begyndte det
Muligvis og sandsynligvis går Torre del Mars historie tilbage til fønikerne og kartagenserne. Man ved det ikke. De første kendte, skriftlige vidnesbyrd stammer fra XI årh., hvor arabiske dokumenter omtaler MARIYYAT BALLIS eller Atalaya de Vélez eller Torre del Mar (Tårnet ved havet).

Fæstningen

Skitse over Torre del Mars gamle fæstningOmtalte tårn var tårnet på en lille militær fæstning, idet Torre del Mar udgjorde en forsvarspost for Vélez-Málaga. 

Fæstningen lå ved kysten, som på det tidspunkt gik ved den nuværende Plaza de la Axarquía ved gaderne Calle Ancha, Angosta og Pozo de la Obra (gaderne ligger der endnu, men fæstningen er væk). 

På billedet ses en skitse over fæstningen. Skitsen kan ses på monumentet for fæstningen, som er rejst, hvor den lå på den nuværende Plaza de la Axarquía.

Hele det nuværende Torre del Mar incl. landevej N340 var havbund. 

Efter den kristne erobring i 1487 blev Torre del Mar overdraget til Vélez-Málagas administration. 

I 1704 fandt der et stort søslag sted ud for Torre del Mars kyster mellem en fransk-spansk flåde (51 linieskibe, 6 fregatter, 12 galejer og flere mindre skibe) og en hollandsk-engelsk fIåde (53 linieskibe, 6 fregatter og flere mindre skibe). Slaget varede hele dagen og kostede ca. 6.000 døde. Den fransk-spanske eskadre søgte nødhavn i Torre del Mar, mens den hollansk-engelske gik til Gibraltar.

I 1730 restaurerede og udvidede og forstærkede man fæstningen. 1743 modstod Torre del Mar en engelsk flådes bombardement af fæstningen. I 1767 blev fæstningen alvorligt beskadiget af et kraftigt jordskælv. I 1782, da krigen mod England var på sit højeste, afviste Torre del Mar en engelsk eskadres angreb. Englænderne forsøgte at befri et antal engelske fregatter, som var taget i prise af spanierne, og som lå i Torre del Mars havn. Angrebet blev afvist. 

I 1797, da Torre del Mar var alvorligt truet af engelske angreb, byggede man to ekstra batterier, som blev opsat på hver side af fæstningen. 

I 1803 befalede man den gamle fæstning nedrevet og en ny opført. Det er uvist, om der blev bygget en ny, eller om man reparerede den gamle. 

Endnu i 1865 fungerede Torre del Mars fæstning. Derefter blev den revet ned. I dag resterer der intet af bygningen.


Havnen

Torre del Mars havn har fra gammel tid været ikke blot Vélez-Málagas, men hele la Axarquías udskibningshavn og derfor en havn af stor betydning. 

Det gamle fyrtårnIndtil maurernes endelige udvisning i 1601 foregik handelen dels med Europa og dels med Afrika. 

I 1665 var havnen i Torre del Mar den mest betydningsfulde på Spaniens sydkyst. I 1675 kan man af de gamle toldpapirer se, at havnen fungerede som en underafdeling af Sevilla Tolddepartement f.s.v.a. handelen på las Indias (Amerika). 

I 1765 udstedtes et kongeligt dekret, der gjorde en ende på Sevillas eneret på handel med las Indias. Man autoriserede andre havne. Blandt dem Málaga, hvilket gjorde det af med Torre del Mars betydning. Man kunne ikke konkurrere med Málaga. 

I anden halvdel af forrige århundrede (XIX årh.) ophørte havnen i Torre del Mar med at fungere som handelsplads. Man måtte se sig om efter andre indtægtskilder. 


Sukkerproduktionen

I modsætning til hvad mange tror, stammer sukkerrøret ikke fra Amerika. Det blev bragt til Amerika af spanierne efter Columbus' opdagelse (I 1506). 

Sukkerrøret kom til Vélez-Málaga med karthagenserne fra Sicilien. 

I den romerske periode handlede man sukkerrørene på gaden; man forstod endnu ikke at fabrikere sukker. 

Under araberne startede den egentlige produktion. I slutningen af XVIII årh. kom industrien i krise. Man havde brugt næsten alt brænde (træer) i området. 

Trapiche ved Casa LariosI 1852 kom familien Larios til Torre del Mar. Det betød en stor omvæltning i sukkerproduktionen og især af de områder, som blev inddraget i dyrkningen af sukkerrørene. 

På billedet ses Casa Larios, borgmesterkontoret i Torre del Mar, tidligere administrationskontor for sukkerfabriken. I forgrunden en gammel "trapiche" - sukkermølle - fra det XIX årh. Casa Larios indeholder flere kunstudstillingssale med permanente kunstudstillinger.

Señor D. Manuel Domingo Larios var en dygtig forretningsmand, som gennem mange udlandsrejser havde fået indgående kendskab til den nyeste teknik. Han moderniserede produktionen fra A til Z, alle de nyeste teknikker og systemer blev taget i brug, og produktionen mere end tidobledes. 

Larios-familien købte al den jord, de kunne, og lejede den ud til forpagtere. De forudbetalte selvejerne for høsten (og fastsatte selv prisen). Ejerne kom hurtigt i gæld til familien, som overtog deres jord. Ejerne fortsatte som forpagtere. I dag ejer familien Larios stort set al jord til dyrkning langs kysten i la Axarquía. 

Bagdelen ved familien Larios var, at hele området blev afhængig af én industri og af én familie. 

Da det i midten af dette århundrede (XX årh.) blev urentabelt at fremstille sukker af sukkerrør, måtte man se sig om efter andre indtægtskilder. For Torre del Mars vedkommende blev det turistindustrien.


Byudviklingen

Indtil den kristne erobring i 1487 bestod Torre del Mar kun af fæstningen og dens omgivelser. 

I de følgende århundreder udvidedes byen mod syd, mod de områder, som blev vundet fra Middelhavet. 

JernbanestationI det XVIII årh. befolkedes Torre del Mar af militærpersoner, bønder, ansatte fra sukkerfabriken og nogle få fiskere. De velhavende handelsfolk boede i Vélez. 

Gennem det XIX årh. udvidedes Torre del Mar konstant. En begivenhed, der fik stor betydning for Torre del Mar var bygningen af landevejen Málaga-Almería. Byggeriet påbegyndtes i 1869. 

I det første tiår af dette århundrede (XX årh.) byggede man jernbanen Málaga-Torre del Mar.

Stranden Torre del MarI seks måneder var Torre del Mar endestation, hvorfor handlende fra hele området strømmede til byen. Dette stoppede, da jernbanen blev ført videre. Togdriften blev nedlagt i slutningen af 60'erne. I dag er den gamle station omdannet til busstation, og der er opstået et nyt bykvarter omkring den.

Gennem hele den første halvdel af XX årh. fortsatte byudvidelsen, først og fremmest på de områder, man havde vundet fra havet. I 1929 byggedes Paseo Larios (posthusgaden), financieret af familien Larios. Paseoen er i 2002 blevet totalrenoveret. Den festlige indvielse fandt sted 5. okt. Læs om den festlige indvielse HER. (Familiens sidste initiativ i Torre del Mar/Vélez er opførelsen af det nyindviede (år 2000) forretningscenter El Ingenio med supermarkedet Eroski).

Fra ca. 1960 forårsagede turisttilstrømningen et stort bygge-boom. Driftige entreprenører - først og fremmest D. Antonio Toré Toré - opførte nietages boligblokke og fine avenidaer mellem dem. Ca. 1989 færdiggjordes strandpromenaden - El Paseo Marítimo de Torre del Mar - byens præmierede stolthed.

Skaberen af det moderne Torre del Mar, Antonio Toré Toré, statuen af ham er opsat i avenidaen, som bærer hans navn

I 1998 blev autovíaen med forbindelse til Málaga videreført fra Rincón de la Victoria forbi Torre del Mar og Vélez-Málaga til Algarrobo og året efter via Torrox til Nerja/Maro. Det har beviCasa de la Viñarket et nyt byggeboom i Torre del Mar, denne gang bag ud mod Vélez og først og fremmest i det smukke område bag byen, urb. Casa de la Viña, men også andre steder. F.t. (2006) opfører man en hel ny bydel mellem Torre del Mar-camping og río Vélez' flodudmunding. Torre del Mar er i færd med at udvikle sig til et Metropolis på Costa del Sol Oriental.

Urb. Casa de la Viña, som tidligere var en smuk olivenlund, er forvandlet til en travl byggeplads. Der bygges parcelhuse, dobbelt- og rækkehuse og boligblokke.


Folk og fester
Befolkningen i Torre del Mar er meget international. Der er naturligvis langt flest spaniere. 

Den største udenlandske, fastboende gruppe er tyskere, derefter englændere, belgiere, danskere, nordmænd og svenskere. 

Fra de tidligere spanske kolonier i Afrika er der en del marokkanere og nogle færre subsaharianos fra det tidligere spansk Guinea.

Den spanske lokale befolkning er venlig og imødekommende overfor fremmede og i det hele taget. 

Torre del Mar har - som alle spanske byer af alle størrelser - et antal skytsengle, som fejres på deres mærkedage. Desuden er der en lang række traditionelle festdage i forskellige anledninger. Nedenfor ses tre billeder fra "Romería del Carmen" i Torre del Mar (Romería er en slags pilgrimsfest).

Pige Romería

Oksekærre Romería

Pige Romería

Børn i alle aldre deltager i Romería. Kostumerne forberedes hele året.
Flot udsmykket oksekærre ved fyrtårnet i Torre del Mar. (Paseo Marítimo).
 

[Generelt] [La Axarquías perle] [Virgen del Carmen] [Flamenco] [Startside]

 


| Den Danske Klub i Torre del Mar |
| Calle Piragua 2 | bloque Las Arenas |
| Apdo. 300 | 29740 Torre del Mar (Málaga) |